Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 36 —
Sommeren 1837 vendte Camilla Wergeland fra
Tyskland tilbake til Eidsvold prestegaard.
Her levet hun i nogen korte maaneder av aaret
et straalende, uforglemmelig ferieliv med veninder
og venner fra omegnens familier og fra Kristiania.
Man danset, kjørte og red, man foretok ture i
en svær flatbundet pram opover Mjøsen eller til
Mistbjerget for at se solen gaa op over Hurdalens
endeløst blaanende skogtrakter, man spilte komedie
eller sværmet om langs Andelvens stille bredder
med de mange henrivende smaa utsigter, Drømmely,
Balstigen, Smægterud, man overbød hverandre i
aandfulde epigrammer og fine smaa „Blomstervers".
Naar Henrik Wergeland undte sig ro fra sine mange
reiser og gjøremaal, var han sjælen i al denne lek,
„i hans Nærhed sprudlede der evige Fontæner af
Latter, Liv og Lystighed".
Camilla Wergeland har levet op i disse maaneder,
hvilt ut fra sorgene og de tunge tanker og git sig
hen i nuet. Hun hadde faat sin part av
Wergelands-slegtens mægtige, ukuelige evne til fornyelse, og den
reddet hende fra undergang.
„Min Sjæl er som Ageren, der har lagt sig
under Uveiret, men som det mindste Vindpust igjen
kan reise," skriver hun i sin dagbok. „Der er en
forunderlig Kraft, som hæver mig igjen, naar jeg er
nedtrykt. Ofte er denne Omvexling saa pludselig,
Overgangen til det overgivneste Lune uden nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
