Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 38 —
Anledning udenfra saa paafaldende, at jeg forundres
over mig selv."
Saa snart ferielivet var forbi, og Camilla
Wergeland igjen saa sig henvist til ensomheten, stod hun
ansigt til ansigt med de gamle sorger.
Høsten 1837 skriver hun til broren Oscar i Paris:
„O du Lykkens Yndling. Du er Mand. Du er
fri. Du er ung og kraftig til Sjæl og Legeme. Du
kan gribe ind i det friske Liv, du kan virke, du
kan skabe, du kan leve med eet Ord. Jeg er ogsaa
ung, jeg er ogsaa kraftig af Sjæl, men jeg er en
stakkels Qvinde og maa sidde bag Spinderokken i
en gammel øde Prestegaard i en øde Egn af et øde,
eensomt liggende Land."
Til sin kjæreste veninde og mangeaarige
fortrolige Emilie Diriks skriver hun samme høst :
„Mit Liv rinder unyttigt og betydningsløst hen,
qvælet af det evige Spørgsmaal, om det virkelig er
den Tilværelse, som er bestemt for mig; det vækker
mig pludselig op om Natten, jeg staaer op med det
om Morgenen ..."
Camilla Wergelands trøst i tider som disse var
brevskrivning og studium av skjønliteratur; hun
fulgte meget godt med, foruten i norsk og dansk
litteratur ogsaa i fransk og tysk aandsliv. Men
fremfor alt har det været besøkene i Kristiania, som hun
har levet paa i disse aar.
Vakker og begavet som hun var med et fremmed
pust over sig av den store verden — hun hadde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
