Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 59 —
Det er meget interessant at se Camilla Collett
sætte sine nyskapende Wergelandsinstinkter op mot
intelligenspartiets skepsis og svigtende
novellistiske evne.
Hun fortsætter: „Det Forsøg jeg gjorde derpaa
interesserede ham imidlertid, og vi talte meget
derom".
Paa dette tidspunkt døde Jonas Collett (1851).
Det var et tungt og uventet slag for hans hustru.
„To eneste paa en 0 midt i det store, øde Hav; —
den ene bliver igjen; — hvorledes kan man ogsaa
fatte det?" skriver hun i De lange Nætter.
„Ved Colletts Bortgang syntes det som om . .
mine . . første frygtsomme Skridt paa Forfatterbanen
ogsaa maatte stanse. Det var som om jeg aldrig kunde
være Noget alene", heter det et andet sted, og i det
ovenfor citerte brev til J. L. Heiberg fortæller
Camilla Collett:
„Det er først efter at Trangen til en aandelig
Beskjæftigelse med dobbelt Magt er vendt tilbage,
at jeg har optaget den igjen. Med en Art
Forskrækkelse seer jeg nu, at det er bleven en stor
Fortælling, der er sin Fuldendelse nær. Og der
staar jeg med den." —
Som antydet bygger Camilla Collett i
Amtmandens Døtre videre paa Welhavens forsøk paa
en psykologisk digtning.
Hun utvider „min ven Emils" traurige lille
historie: hun var smuk og sjæletom (Welhaven: Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
