Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 75 —
lidelse paa jorden, de fleste gaar likegyldig forbi,
som dikterer Camilla Collett ord som disse:
„Med den dybeste Smerte maa jeg tænke paa
den store Ulighed her i Verden. Jeg bærer den
omkring med mig bestandig; jeg hører dens Skrig
gjennem Glæden. Om Aftnen naar jeg har lagt
mig, lyder dens tusende Klagesuk gjennem Stilheden.
Denne græsselige Nød! Er den ulægelig, er det
dog ikke Guds Mening, at Menneskene skal arbeide
paa at udjevne den? Men det gaar saa smaat."
„Hvi skrider Menneskeheden saa langsomt frem?"
spurte Henrik Wergeland som ung i sin brændende
utaalmodighet.
Naar Camilla Collett hører „Indvendingen .. bruse
over som den endelig løsladte Strøm", indvendingen
mot hendes blottelse av samfundsskadene, da lyder
hendes ord med myndighet:
„Nei, Kristendommens Mening har dette ikke
været. Den har utvetydig gjort Fornegtelsens og
Selvbetvingelsens Bud gjensidigt.1’
Og hun paaviser, hvordan netop mandens lykke
bygges paa svigtende grund under de nuværende
samfundsforhold.
Derfor er det en ulykke, at kvindesaken er
tvunget ind i kvindehænder bare — den er en
menneskesak.
At der allikevel var dem, som under hendes
kamp fik øinene op for dette, var en stor glæde
for hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
