Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fordringsfulde Natur overalt tilovers i sit Fædreland.
Det nytter ikke at han søger at bringe sine
Ytringsformer i Niveau med det Samfund, over
hvilket han mener at hans Indre hæver ham saa
høit; han bliver overalt behandlet og betegnet som
«en romantisk Aand», (esprit romanesque), for
hvem der ingen Brug er i Livet. For første
Grang møder os her en Antydning af det Begreb,
der senere i en lidt forandret Form skulde blive
Kunstudtryk i Frankrig, da den romantiske Skole
kom op. [1] Der er virkelig noget, der tyder paa
en Romantiker før Romantiken, i denne hemmelighedsfulde
Lidelse, som føler, at den er «interessant».
Af alle hine halvglemte Minder om en Storhed,
som svandt, hine Indtryk af et Navns og et Ryes
Forgjængelighed, hine harmfulde Stemninger over
Menneskenes Smaalighed og Slethed har René
nemlig uddestilleret sig en haardnakket
Overtydning om at der ikke gives nogen Lykke, samt en dyb
Livslede og en stadig Følelse af Tomhed og
Kjedsomhed, paa samme Tid som han føler en
overstrømmende Livskraft i sine Aarer. Hans
Yndlingsord ere: la folie de croire au bonheur —
dégôut de la vie — profond sentiment d’ennui o. s. v.
I al denne Jammer tyer han i sine Tanker
bestandig til Søsteren som til sin eneste Trøst,
indtil han til sin Overraskelse og Sorg mærker,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
