Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mathematik naaer man kun ved Theophani.
Mathematikeren veed Alt. Al Virksomhed hører op,
naar Viden indtræder. Videns Tilstand er
Eudæmoni, salig Ro, himmelsk Quietisme.»
Her staae vi ved Culminationen. Alt Liv er
krystalliseret i Mathematikens døde Former.
Paa dette Punkt er det rene Gemytsliv saa
stærkt concentreret, at det staaer stille. Det er,
som om Sjælens Uhr havde ophørt at slaae. Enhver
ædel Stræben, enhver frisindet Retning udad
til er trængt tilbage, kvalt i Gemyttets dumpe
Kjælder.
Paa dette Punkt er det derfor, at Gemyttets
Inderlighed slaaer over i den krasseste
Udvorteshed. Da al Evne til at frembringe nye ydre
Former er forsmaaet og dræbt, saa ere vi naaede
til det Vendepunkt, hvor alle faste ydre Former
blot som saadanne anerkjendes og des mere, jo
fastere de ere, jo mere de nærme sig til hin
krystalagtige Forstening, jo bestemtere de drage
Spændetrøien over enhver Tendents, jo vissere det
er, at de kun levne Rum for det rent vegeterende
Liv. Skridtet gjør Novalis i den mærkværdige
Afhandling «Christenheden og Europa», som han
skriver 1799, og som Tieck forgjæves nu og da
har bestræbt sig for at bringe i Forglemmelse.
Heri hedder det: «Det var skjønne glimrende
Tider, da Europa endnu var et christent Land,
da een Christenlied beboede denne Verdensdel. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
