Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
angaaende Valgene, at man maa fjerne «de ulykkelige
Fanatiserede, som Lettroenheden forblinder,
og som kunde falde paa paany at kaste sig for
Præsternes Fødder.»
I Virkeligheden var Geistligheden vedbleven
at være Revolutionens frygteligste Fjende. Den
blodige Krig i Vendée var for en stor Del dens
Værk. Rædslerne der overgik alt Tænkeligt.
Et Sted blev den constitutionelle Præst dræbt
ved Stenkast af hylende Kvinder, et andet Sted
revet i Stykker ligeledes af Kvinderne. Af den
republikanske Præsident Joubert savede man
Hænderne, før man slog ham ihjel. I en af Byerne
begravede man sine Fjender levende, saa de
republikanske Tropper, da de drog ind, saa Arme,
hvis Hænder krummede sig om Grønsværet, stikke
op af Jorden. Der var selvfølgelig Uret paa
begge Sider, kun maa det ikke glemmes, at det
var den rasende Modstand af den dømte Fortids
Tilhængere, der styrtede Frankrig ind i
Rædselsregimentet, og at Biskopperne, naar de kaldte
Folket til Vaaben, vare langt værre end
Revolutionsmændene, da de vilde gjenindføre alt det,
som havde gjort Revolutionen nødvendig. Hvorom
Alting er, saa indsaa Revolutionsmændene snart,
at deres Fremgangsmaade hidførte det modsatte
Resultat af det, man havde ønsket og ventet.
Betegnende nok er det de Commissairer, der
bleve sendte til Vendée, der først tage Ordet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
