Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Steffens som Lutheraner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
Scheibe! øvede paa den unge Pige, der havde arvet sin
Faders dybe Sind, var velsignelsesrig, og hun sluttede sig
med den varmeste Hengivenhed til sin Lærer. I Foraaret
1823 blev hun konfirmeret, og kort for skrev Steffens paa
følgende Maade om hende til Mynster: «Min Datter Klara er
allerede 17 Aar gammel, og — jeg takker Gud derfor, ban
vil fremdeles lede hende, — hun har, saa længe hun bar
levet, kun gjort mig Glæde, ikke én bedrøvet Time. Naar
jeg betragter hendes stille, rolige, jomfruelige Færd, hendes
hele fordringsløse Væsen, og sammenligner del med mil
vildt bevægede, stormfulde Liv, da griber mig uvilkaarligt
en uendelig Vemod; det er mig, som var hun til for at
forsone, hvad min Iver, om end velment, forstyrrede, og
det synes mig, som om jeg ikke fortjente den Lykke. Om
nogle faa Dage bliver hun, efter en 5aarig vedvarende
Religions - Undervisning, konfirmeret, og jeg skal nyde
Nadveren med hende. Det Øjeblik staar for mig som et
Gjennemgangspunkt for mil hele Liv, som en stor,
uudgrundelig Renselsesproees, som jeg med Frygt og Glæde,
skjælvende og haabende, underkaster mig.»1)
Den højtelskede Datter blev saaledes et Haand mellem
Steffens og Scheibcl, men et andet Baand mellem dem
var ogsaa bleven knyttet derved, at Steffens selv paa det
dybeste var greben af Scheibels Forkyndelse. Især synes
dette at være sket engang, da denne sidste under en
Sygdom haydc forsamlet en lille Kreds om sig, for efter
Opfordring at tale et opbyggeligt Ord. Han var da gaaet
ud fra Evangeliet om den dove og besværligt talende, der
blev helbredet af Frelseren, og havde udviklet, hvorledes
\i Mennesker ere aandelig dove og ikke høre
Kjærligheds-Kaldet, der lyder til os, og aandelig stumme, fordi vi först
kunne tale efter at have hørt ham. «Stedse dybere,» skriver
Steffens, »stedse mægtigere trængte han ind i Sjælens
indre Forvirring, og da endelig Ordet lød, del forløsende,
var det for os, som gjenklang del i Sindels bevægelige
M Brev til Mynster, I Muj 1823. iPao Tydsk).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
