Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Familien paa Merripit-gaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller sent paa aaret. Men vil De ikke komme og
se Merripit-gaarden?“
En kort spasertur bragte os dit. Det var et
trist hus ute paa moen. Engang havde det vel
været en eller anden stuteprangers gaard, i de
gode, gamle dage, men nu var huset istandsat og
forandret til en moderne bolig. Det var omgit av
en frugthave, men trærne var, som de pleier at
være der paa moen, smaa og forkrøblede, og hele
stedet gjorde et trist indtryk.
Vi blev mottat av en besynderlig utseende,
vissen gammel tjener i falmede klær, som syntes
at passe til huset. Inde i dette var der derimot
store værelser, utstyret med en elegance, hvori jeg
syntes at gjenkjende den unge dames smak.
Medens jeg stod i vinduet og saa ut over den
eiendommelige, granitflekkete mo, som strakte sig
uten ende til den fjerneste synskreds, maatte jeg
uvilkaarlig med forundring spørge mig selv, hvad
der kunde ha bragt denne høit dannede mand og
den smukke dame til at ta ophold paa et slikt sted.
„En underlig plads at vælge, ikke sandt?“ sa
han som svar paa mine tanker. „Og allikevel er
vi meget lykkelige her, ikke sandt, Beryl?“
„Meget lykkelige,“ svarte hun, men hendes ord
havde ingen overbevisende klang.
„Jeg havde en skole,“ sa Stapleton. „Det var
nord i landet. Skolearbeidet var imidlertid for en
mand med mit temperament altfor mekanisk og
uinteressant, men jeg satte stor pris paa at leve
sammen med ungdommen, hjælpe til at befrugte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
