Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Dødsfaldet paa moen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Vi maa sende bud efter hjælp, Holmes! Vi
kan ikke bære ham hele veien til Baskerville
herregaard. Men for himmelens skyld, De er da vel ikke
blit gal?“
Han havde bøiet sig ned over liket og utstøtt
et skrik. Med ett gjorde han et høit kast, sprang
op, danset rundt, lo og grep min haand. Kunde
det virkelig være min reserverte, koldblodige ven?
Denne livlige umiddelbarhed havde han ialfald hit
til forstaat at dække godt.
„Han har skjeg; han har skjeg! Den mand
der har skjeg!“
„Skjeg!“
„Det er ikke sir Henry — det er min nabo,
den rømte fange!“
Med feberagtig hast snudde vi liket helt om,
og skjegget tegnet sig tydelig og bestemt i det
kolde, klare maaneskin. Den lave pande og de
indsunkne, dyriske øine kunde ikke efterlate
nogensomhelst tvil. Det var virkelig det samme ansigt,
som havde stirret paa mig over klippen i skjæret
fra lyset, den rømte fange Seldens ansigt.
I samme øieblik var alt mig klart. Jeg erindret,
at sir Henry havde fortalt mig, at han havde
skjænket Barrymore sine gamle klær. Barrymore havde
benyttet sig derav for at hjælpe Selden til at flygte.
Støvlerne, skjorten, kappen, alt havde tilhørt sir
Henry. Hans skjæbne var sørgelig nok, men denne
mand havde da ialfald fortjent døden efter sit lands
love. Jeg fortalte Holmes, hvordan sammenhængen
var, og mit hjerte strømmet over av
taknemmelighed og glæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
