Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Søg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søg.
Paa jagten i de nordiske lande falder tidt i øinene hundens man
gelfulde søg. Somoftest slaar den alt for langt ud eller render
ud i terrænget i en ret linje og tilbage samme vei og er kun sjel
den til enhver tid i rapport med jægeren. Og dog er dette en ab
solut nødvendighed, seiv paa aabne sletter og i høifjeld, hvor den
kan ses paa lange hold, hvis man vil ha’ fuld nytte af sin hund.
De fleste folk foretrækker vidt søgende hunde, men begrebene
om, hvad der skal forstaaes ved vidt søg, er meget forskjellige. En
øvet og tro hund vil nok som oftest indrette sit søg nogenlunde
efter jægerens gang, men som regel kommer den desuagtet hvert
øieblik for langt ud, hvis den ikke stanses af vildt, og dens fører
maa stoppe, pibe og vente.
Grunden hertil er, at de fleste aldrig har bekymret sig om at
vænne hunden til altid at ha’ et øie paa jægeren, saa den søger
marken rigtig af og i passende afstand fra sin herre. Man nøier sig
med at hunden har et raskt, energisk søg, og gaar den for langt ud.
søger man at faa den tilbage med piben.
Paa jagtprøver i England ser man at omtrent alle hunde, seiv
de i den yngre klasse, er tillært at passe jægerens bevægelser;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
