Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Apportering paa jagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
aflivningsmaade gaar meget lettere end at dreie fuglens hals eller
stikke den med en kniv eller stiv vingefjer i nakken, som mange
bruger. Der er stor forskjel paa hundes anlæg for apportering.
Den hund f. eks., der kun vil ta’ død fugl, har ingen
værdi som apportør. Og mange hunde fomler (kludrer) nåar
det gjælder en anskudt fugl.
En god apportør griber fuglen med et sikkert, men alligevel
blødt tag, saa ikke en fjer skades paa dyret. Hunden skal aflevere
sit bytte siddende og først paa befalingen „slip", „bra hund", nåar
jægeren har faat godt tag i fuglen, om den endnu er levende.
Den gode apportør skal nok vide at faa fuglen med sig, seiv
om denne er noksaa livlig. Hovedsagen er hunden bringer sin fugl
hurtig og sikkert — om den ta’r fat for eller bag i fuglen gjør
mindre til sagen. Den maa ikke staa og tumle med den endnu le
vende fugl. Et skarpt „apporte" fulgt af pibens lyd hjælper den
ivei.
Ofte ses hunden at ta’ et øieblik stand for en fugl, der trykker
haardt, men af tæften merker den paa faa sekunder at fuglen er
saaret og springer paa.
Man maa ikke hindre den heri, det er netop rigtig at hunden
rask sikrer sig fuglen, før den flakser op. Aldeles malplaceret er
derfor ved apportering jægerens „var sig" eller lignende udraab,
der virker dempende paa hundens bevægelser!
Naar den ældre, øvede apportør kommer paa foden af skade
skudt fugl, merker den ofte at denne er saaret, seiv om den ikke
har set fuglen falde i skuddet, eller seiv nåar fuglen paatræffes
ganske tilfældig i marken flere timer efterat der blev skudt paa
den. Man kan da faa se hunden trække langsomt efter en kort
stund, indtil det gaar op for den, at fuglen er saaret, hvorpaa den
forlader sit forsigtige antræk og i fuldt firspring indhenter flygtnin
gen og bringer den til sin herre. Dette er en aldeles rigtig taktik
fra hundens side.
Paa mine jagtture i Tyskland var det mig i begyndelsen en
gaade, hvordan de der brugte „Vorstehere", nåar de var godt dres
seret og ikke ruste paa i knaldet, paa befaling tog den skadeskudte
hares spor op og forfulgte det i fuld fart; var derimod skuddet en
ren bom, saa vendte hunden efter ganske kort forfølgelse paa ha
rens spor tilbage til jægeren! Ofte blev hunden i første tilfælde
borte ti minutter eller mere, men de fleste gange dukket den op
med haren i munden. Jeg maa dog her indskyde, at nogle hunde
forfulgte ogsaa den uskadte hare; men det var de daarlig afret
tede individer, „harepiskerne". Vi jægere kunde i mange tilfælde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
