Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jagt paa skogsfugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
træ med hængende grene, og letter, fulgt af ungerne, hvoraf et par
kanske følger den gamle, medens de øvrige med sekunders mellem
rum trækker til hver sin kant, alt medens Deres bøsseløb tømmes
med eller uden held.
For det meste slaar fuglen igjen ned paa marken i et par, tre
hundrede skridts afstand. Skræmmes den pludselig, som f. eks.
af halsende hund, der som de finske „Skållande fågelhundar" for
følger den i fuldt fart, sætter den sig oftere op i træ for at glo paa
hunden.
Bekjendt er den saakaldte Jokkejagt", der drives af almuen i
begyndelsen af jagttiden, og hvor jægeren ved at efterligne kyllin
gernes lokken bringer den gamle røi eller orhøne tilbage til „op
taget" sammen med ungerne.
I de sprængte lag kan ungfuglen ofte trykke meget haardt, nåar
den ligger i god dækning. Man bør nøie merke sig det sted, hvor
optaget var for derfrå igjen at gaa ud efter nye fugl, nåar jagten
paa de første er endt.
Hvor unge orfugl ligger i rigelig dækning, som høi lyng eller
sterkt tuet mark, holder de ofte saa haardt, at de er vanskelige at
faa paa vingerne, og skuddene kan da blive af den letteste slags.
Ofte kan man i saadanne tilfælde paa nogle faa minutter skyde
4—5 eller flere ungfugl efter hinanden. En hensynsløs jæger kan
let naa at pille hele kuldet ned, men hvis man ønsker at bevare
bestanden, bør man i al fald skaane et par af de unge høner.
Ofte finder man trods lang søgen ikke fuglen paany efter det
første sammenstød. Er ungerne ikke for store, vil kuldet dog atter
være samlet inden en time er gaaet, og man kan da forsøge at lede
omkring det sted, hvor man først traf det.
I første udgave af denne bog (1904) skrev jeg: Naar den unge
tiur (hanen) har naaet en voksen orhanes størelse, skiller den sig
ud fra familien og begynder livet paa egen haand; efter den tid
kan man godt støde paa lag, der kun bestaar af røier. Ofte høres
tale om „høneaar" idet man feilagtig gaar ud fra, at der i hele kuld
kun er udklækket høner! I det sydlige Sverige har jeg allerede den
første jagtdag (dengang 16de august) truffet de unge tiurer enkeltvis,
og de byder da ofte paa en fornøielig jagt. Barth omtaler ikke dette
forhold, ligesom flere fremragende finske cg svenske jægere har
gjort mig opmerksom paa, at det ogsaa er dem aldeles ukjendt.
Men i „Norsk Jæger- og Fisker-Forenings Tidsskrift" I. h. 1906
ser jeg, at forstmester Chr. Aubert omtaler det samme.
Stoder man paa enkelte gamle fugl, som tiur, goldrøier (høner
for hvem egglægningen er mislykket) eller gamle orhaner, saa har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
