- Project Runeberg -  Henrik Ibsens Kvindeskikkelser /
4

(1893) [MARC] Author: Lou Andreas-Salomé Translator: Hulda Garborg With: Arne Garborg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et Eventyr

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

1-2

Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.

basker mod de morkne Vægskranker. Men hvormeget
den end stræver og stræver, saa blir det forgjæves. Thi
Budskabet fra Hjemmet, fra Vildnis og Frihed, trænger
alligevel ind til den. Kommer det end ikke pludseligt,
med Stormens befriende Magt, saa sniger det sig
forstjaa-lent ind ved Hjælp af en altid tilbagevendende stille
Budbærer. Det er Solstraalen, som bringer Bud. Ogsaa
af Husdyrene blir denne Straale hver Dag længselsfuldt
ventet, om ikke som Sendebud fra et skjønnere Fjerne, saa
dog som en velkommen Forklarelse af deres
Loftkarnmer-verdcn. Den alene formaar at kaste et skuffende Skimmer
over alt det gamle Skrammel, at aflokke det morke Vand
i Tønden lysende Reflexer. Endog i de graa Spindelvæv
og i Støvskyerne formaar den at glimte op og flimre som
i et Guldtraadvæv; ja selv over de hentorrende Juletrær
gaar der i dens varme Lys som ei Foraar« blide Gjenskin.

Men en ganske anden Betydning har den for Vildanden.
For den bringer Solstraalen ingen Forskjønnelse af det,
som omgiver den. For Vildanden blir den derimod til
en stor, skarp Klarhed, som afdækker den hele
kullisse-agtige Skinverden i dens sande Væsen, til et ubønhørligt
Lys, som hensynsløst og grelt glider hen over Loftets
nøgne Usselhed og bærer sin triste Forklaring ind i de
skjulteste Kroge, over hvilke Tusmørket hidtil hyllede sit
skaanende Slør. Og af den dybe Forfærdelse og den dybe
Længsél, med hvilken den stakkels Fangne følger
Lys-straalen, forstaar den efterhvert, at disse Øine, som ser
sig saa vredt og smertelig omkring, er Vildfugleoine, —
klare, ubestikkelige, til Sol og Hoihed fodte Øine. Og
den forstaar, at den lever i en Skinverden, og at den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ibsenkvind/0010.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free