Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de ypperste latinske Digtere udenad paa sine Fingre,
og i ikke mindre Grad fængsledes han af de yngre
Poeter, sluttende sig med Begejstring til Martin Opitz
og hans Skole saavelsom til Ronsard, Hovedet for den
franske Digtekunsts Renaissance. Det maa altsaa ikke
undre os, at det unge Digterhjertes første erotiske
Rørelser iførte sig Tidens Hyrdedragt, og at Bording
som en smægtende Celadon besang sin Hyrdinde »Sylvia«,
der i det daglige Liv bar det mindre ætheriske Navn
Maren Jacobsen og boede i Aarhus, hvor Bording havde
gjort Bekjendtskab med hende under sit Ophold paa
den nærliggende Ejendom Stadsgaard, det nuværende
Constantinsborg:
Maatte jeg af Hippocren
faae den rette Saft,
som kan gjøre Stemmen ren
med forborgen Kraft:
idelig min Tunge
til din Pris at sjunge
sig skal røre da,
o ædle Sylvia!
Tusind høvske Møer jeg veed,
som berømmes maa,
men i Sæders Heldighed
ingen Dig kan naa:
hvad du vilt begynde,
har forborgen Ynde,
ja tvinge kan Enhver
til Dig at have kjær.
En Mængde lignende Hyrdepoesier saae Lyset under
Bordings fleraarige Ophold i Jylland, hvor han dels
var Huslærer i adelige Familier, dels opholdt sig i
sin Broders Præstegaard. Paa Brusgaard, en Milsvej
Syd for Randers, hvor han underviste Enkefru Juels
fire Smaapiger, skrev han til disse sine Elever sin
bekjendte Julesang »Ørnen med sin lette Vinger«, af
hvis fireogtyve Strofer vi her anføre de fire første:
Ørnen med sin lette Vinger
flyver højt i Luften hen,
med sin Flugt han sig opsvinger
hastelig mod Himmelen:
vanskeligt det skulde blive
al hans Veje at beskrive,
fra den Tid han først uddrog
og sin Vej i Luften tog.
Slangen og til mange Sider
vender sig paa Klippen fri,
underlig han sig omvrider,
følger ingen Vej og Sti:
høj Forstand og Visdoms Gave
fik den Mester vist at have,
der skuld dømme ret derom,
hveden og hvorhen han kom.
Skibet vinder op sit Anker,
giver sig fra Land og Ø,
baade hid og did det vanker
over salten Vand og Sø:
den var højlig værd at prise,
der dets Veje kunde vise
og forstaa sig paa dets Spor
hvort det hen i Verden foer.
Men den Stærkes Sti og Veje
i en Jomfru ren og klar,
den kan Ingen overveje,
Ingen sig derpaa forstaaer.
Englene, som kunde melde
Himlens Højd’ og Stjerner tælle,
de dog ej den Kundskab naaer,
hvor slig Hemlighed tilgaaer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
