Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fr. Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Claras Lefleri o. s. v. I en aandfuld Artikel i
»Intelligensbladene« viste J.L. HEIBERG Publikum og
Kritiken tilrette. »Af den, som vil skrive om Adam
Homo«, hedder det her, »har man Ret til at fordre en,
om ogsaa kortfattet Bestemmelse af dette Digts Ide
eller Tendens. At undslaa sig for at meddele en saadan
af den Grund, at Værket ikke er sluttet og den anden
Del maa oppebies, vilde være en daarlig Undskyldning;
eller ogsaa maatte det være et daarligt Værk, som,
naar man var kommen til Midten af det, endnu ikke
skulde have ladet sin Ide tilsyne. Det vilde være som
et Drama, i hvis fjerde Akt man endnu ikke vidste,
om det skulde blive en Komedie eller en Tragedie. Til
hvad Punkt Digteren nu har isinde at føre sin Helt, om
han vil lade ham blive en lykkelig Landsbypræst eller
kaste ham ind i et udvortes bevæget, stormfuldt Liv og
maaske lade ham gaa tilgrunde, derom kan man vistnok
intet vide iforvejen; Adam Homos individuelle Skjæbne
hviler i Paludan-Müllers individuelle Haand. Men
hvad der er udenfor al Tvivl, er, at Digteren har i
Adam Homo villet give os et Billede af Mennesket i
Almindelighed, Noget, som bestemt antydes i Heltens
Navn, baade i Døbenavnet og i Binavnet. Men det
Almindelige er en tvetydig Kategori. Det betegner
et Fællesskab, men hvad er fælles for en Masse
indbyrdes forskjellige Gjenstande? Her maa Svaret
vende sig mod to modsatte Poler. Fælles er for
det Første det Uendelige, det Evige, som giver dem
alle deres Væsen og gjør de Forskjellige til Eet,
altsaa hos Menneskene det Menneskedens Ideal, som
Alle uden Undtagelse bære i sig. Men fælles er, for
det Andet, selve Forskjellen, den udenfor Idealet
faldende Virkelighed, som er behæftet med Mangler
og Skrøbeligheder. I denne ere Alle forskjellige,
fordi ikke To kunne staa nøjagtig i samme Afstand fra
Idealet; men denne uendelige Forskjel er selv en Enhed
eller et Fællesskab, nemlig i Almindelighed et Frafald
og hos Mennesket den syndige Natur overhovedet. En
»Homo« vil altsaa kunne fremstilles fra to Sider,
enten fra den ideale, og da bliver Digtet en Messiade,
eller fra den empiriske Virkeligheds, og da kommer
det til at behandle en »Adam«. Det er fra denne Side,
at vor Digter har taget den. Hans Adam Homo er en
Figur, som netop tilhører det store Fællesskab;
han er hverken af de Bedste eller af de Sletteste,
hverken af de rigest eller fattigst Begavede; han er
tilbøjelig baade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
