Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kristendommen som et absolut Krav til ham selv
personligt, anfægtedes han mere og mere ved
selvransagende at bestyrke sig i Forestillingen
om sit Sinds Utilgængelighed for Naaden; »dersom
Christus skal komme til at bo i mig«, hedder det
i en Dagbogsoptegnelse fra 1838, »maa det gaa til
efter Overskriften af Dagens Evangelium i Almanakken:
Christus kommer ind af lukkede Døre«. Nogle Maaneder
efter indeholder Dagbogen en Udtalelse i Anledning af
den alderstegne Faders Død: »Jeg havde saa inderlig
ønsket, at han skulde have levet et Par Aar endnu,
og jeg anseer hans Død for det sidste Offer, han
bragte sin Kjærlighed til mig; thi han er ikke død
fra mig, men død for mig, for at der om muligen
endnu kan blive Noget af mig.« Han tilføjer: »Af
Alt, hvad jeg har arvet efter ham, er hans Minde,
hans forklarede Billede - forklaret ikke ved min
Fantasis Digtninger (thi det behøver det ikke), men
forklaret ved mange enkelte Træk, som jeg nu faaer
Efterretning om - mig det dyrebareste og det, jeg
vil se at holde mest hemmeligt for Verden.« Det sees
heraf, at hans sønlige Pietet ikke havde lidt under,
hvad han selv kalder »den store Jordrystelse«, »den
frygtelige Omvæltning«, det hemmelighedsfulde Træk i
Faderens Fortid, som han var kommen under Vejr med,
og som gav ham en Anelse om, at hans Faders høje Alder
»ikke var en guddommelig Velsignelse, men snarere
en Forbandelse«. RUDIN oplyser (»S. K.s person och
författarskap«) efter privat Meddelelse, at Faderens
Synd bestod i, at han engang som Barn havde talt
bespottelige Ord mod Gud. Det er indtil Selvplagen
fintfølende Samvittigheder, vi her have at gjøre med.
Fra denne Tid skriver sig Søren Kierkegaards første
Bog, i hvis tunge Stil og lidet betydelige Indhold
man har ondt ved at gjenfinde den senere saa virtuose
og med de højeste Problemer arbejdende Forfatter,
som Skriftet da ogsaa staaer udenfor Rækken af den
paafølgende Produktion: »Af en endnu Levendes Papirer;
udgivet mod hans Villie« (1838), en Polemik imod
Geni-Opfattelsen i H.C. ANDERSENS Roman »Kun en
Spillemand«, hvilken den naive Digter replicerede
imod ved en filosofisk Friseurvise i Vaudevillen
»En Komedie i det Grønne«.
1840 traadte Kierkegaards Liv ind i et betydningsfuldt
Vendepunkt. Han havde i Juli taget theologisk Embedsexamen,
imod sin Tilbøjelighed, men af Agtelse for sin afdøde Faders
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
