Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fr. Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For første Gang gjorde den metriske Forms kunstfærdige
Behersker, der overvandt enhver af dens Vanskeligheder
med en Lethed som i Leg, Afkald paa denne sin Digtnings
indsmigrende Skjønhed, da han 1865 skrev Fortællingen
»Ungdomskilden« paa Prosa — en Prosa saa ædel og usmykket,
saa klar og skær som selve den vemodig-skjønne Tanke, den
skulde være Tolk for. 1866-73 udkom et større Prosaværk,
Fortællingen »Ivar Lykkes Historie«, i tre bindstærke
Dele. Her træder Paludan-Müller fra sin Spekulations
højt over Dagligverdenen hævede Sfære ned paa
Virkelighedens, Samtidens og Lokalitetens Jordsmon og
tegner et Billede af dansk Samfundsliv fra vore egne
og de nærmest foregaaende Dage; mangen Situation og
mangen Skikkelse røber her sit Udspring fra den hvast
satiriske Forfatter, men Meget er ogsaa barnligt i
sin Komik, paa gammeldags Maade bredt i sin Udmaling
og staaende uklart fjernt fra den Virkelighed, det
skulde gjengive, hvilket vel ialtfald foreløbig maa
kunne siges at gjælde om Bogens Hovedtanke, der sætter
det danske Demokratis Fremtidsopgave i at lade sig
»overrisle af Adelighed«, idet »det maa være Enhvers
Pligt, i hvis Aarer der flyder adeligt Blod eller som
er i Besiddelse af et adeligt Sind, at virke til,
at vort Demokrati mere og mere kan gjennemtrænges
af en ægte adelig Tænkemaade«. Paa anden Vis, som
en mere ædruelig stillet og nærmere lagt Opgave, er
den samme Tanke udtrykt i Paludan-Müllers skjønne Digt
»Fremtidsmaalet«, skrevet kort efter Nederlaget 1864.
Med Skuespillet »Tiderne skifte« gjæstede Paludan-
Müller 1874 endnu engang de af ham saa sparsomt
betraadte Brædder. Samme Aar udkom det mythiske Digt
»Adonis«; i rolig Rhythme følger det Adonis, Venus’
Elskede, paa Charons Baad og gjennem Underverdnens
Egne til den anden ham forjættede Elskerinde,
Dødsgudinden Proserpina, der længe har biet efter ham,
og mod hvis Favn han iler, fuld af Længsel efter
Glemselens Lægedom:
Mod hans Aasyn bøjet ned,
paa hans skjønne Træk hun agted;
ret med Fryd hun dem betragted,
nydende sin Kjærlighed.
Hendes var han — hendes var
Skatten, tabt men atter funden;
Sejren, over Venus vunden,
i hans Smil var aabenbar.
Saadan sad i Dødens Bo,
ikke langt fra Glemsels Kilde,
begge Elskende nu stille,
som i Evighedens Ro.
Ingen Lyd sig høre lod,
over dem med Stjerners Vrimmel
hvælved sig den aabne Himmel,
Maanen i sin Nedgang stod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
