Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som den Alderstegnes Tilbageblik naturligt burde
meddele Skildringen - den Resignationens Ironi,
som Livet giver, og som Kunsten skulde gjengive,
men som den unge Forfatter ganske vist ikke
dengang kunde kjende. I »To Skud« er Forhistorien
saa uforholdsmæssig bred, at man maa mere end to
Trediedele ind i Fortællingen, inden Meningen
med dens Navn begynder at dæmre. Men trods
disse Kompositionsfejl læses Skildringerne med
Deltagelse, og det fælles Thema - en temmelig
holdningsløs Mandsvillie stillet overfor en
kraftig, uforkvaklet Kvindepersonlighed af exotisk
Oprindelse - er opfindsomt varieret. Helt uden al
Form er Fortællingen »Tannhäuser« (1877). Dens
Komposition minder mest om forældede Syngespiltexter
som »Sovedrikken« eller »Ludlams Hule«, hvor
Handlingen idelig afbrydes af Opfordringen til at
foredrage en Aria. I »Tannhäuser« formuleres disse
Opfordringer ikke mindre naivt, f. Ex. »Jenny kan
jo synge os en Sang imens«, eller »De maa virkelig
synge en Sang«, eller »Vil De ikke synge den Sang
for os«, eller »Det kan jeg en Vise om« (ligesom
Hr. Grylle i Bøghs Komedie); man bliver i Løbet af
Fortællingen saa vant til Methoden, at man mod dens
Slutning, hvor Duellen skildres, næsten savner en
indledende Duet, sekunderet af Sekundanterne. Nu bør
det imidlertid strax tilføjes, at de saaledes »auf
Verlangen« foredragne Digte høre til det Ypperste
af Drachmanns lyriske Poesi; enkelte af dem ere end
ikke overgaaede af hans senere Digtning. Her findes
Gotfred Springforbis Vise »Saae Du Knøsen, som strøg
forbi«, Sangen »Den Spillemand snapped Fiolen fra
Væg« med Omkvædet »Bind dit Skjørt og flet dit Haar«
o. s. v., »Nu skinner Maanen saa klar og rund«,
»Jeg er kun det skjøre Kar«, med Sangerens Krav om
at blive taget »paa det Vide som et Hav, i store,
aabne Træk« og hans Bekjendelse:
Jeg er kun et Instrument.
Mestren paa mig spiller.
Selv jeg veed ej, hvorfra, hvorhen
disse Buestrøgs Løb og Triller.
Klinger Sangbundens Tone med Ild og Fart,
saa lad Træet kun være af skrøbelig Art;
der er Støv, naar Redskabet skilles,
men det mærker man ej, naar der spilles.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
