Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Enkeltheder i Bogen, f. Ex. Billederne af den iltre,
joviale og noget fugtige Kapitain Spang og af den
mediterende Hund Preusser.
I Juli 1879, altsaa en Maaned efter Universitetets
Firehundredaarsfest, skrev Drachmann som »Kantate post
festum«. Digtet eller Digtrækken »Ved Universitetsjubilæet.
Den sorte Skole og Livets Skole«. Her have vi ham atter i
hans Ungdomsvælde med de store Ord og de store Attituder.
Den historiske Fortid arrangerer han, som det bedst passer
med hans Tendens, og denne gaaer da i Korthed ud paa at
vise, at Universitetet i firehundrede Aar har været
Danmarks store Fordummelsesanstalt og er det endnu den Dag
idag, da det har »drevet den sidste Doktor til Spree-
Staden hen.«
For hver Gang en Højskole rejstes, hver Gang der blev Akademi,
da var det med Aandernes Fribrev, de frie, de frelse, forbi;
i Doktorhabiten kan rummes
en grumme Hoben Forstand,
men ikke den brændende Ildsjæl
hos Gudernes haandgangne Mand -
med denne »Solo« begynder Kantatens anden Afdeling,
og senere udøse »blandede Soli og Kor« deres Vredes
Skaaler over den ulyksalige Højskole:
Visselig staaer Du ærværdig der,
Alma mater,
skuende over den store Hær
af Aandens Soldater;
visselig vifter din Fane god
gennem de trange Tider,
Navne i Guld og Navne i Blod
skrev Du paa Krønikens Sider,
men i din inderste Hjerterod,
Alma mater, et Saar Du lod
aabent for seende Øjne
i de sandhedssøgende Tider . . .
Kløgtig Du er, Du leder ej vild,
Alvor med Laurerne køler Dig Panden;
ikke Du er som den flammende Ild,
der driver i Kampen Manden;
driver Du Nogen til Noget, nuvel,
saa har det Sigte paa Borgerheld;
Højskolemythen fra Fortidens Nat
vogter Du som en fortryllet Skat,
vejer hver præget Dukat paa din Finger,
hører, hvor dumpt den i Kisten klinger,
mens Du om Natten den tæller.
Alma mater, der gjælder
en nyere Kurs over Landet;
ude, hvor Kampen har bævet,
er Skatten forlængst bleven hævet.
Ej er Du længer det samlende Skjød,
Arne for Aanden, den store Kaserne;
Gaarden er øde, Skildvagten død,
spøgelseagtig hans Spøgelseskridt
tabe sig langt i det Fjerne.
Aanderne hente ej Ild fra din Esse,
hver i sin Smedie Vaabnene hvæsse.
Ud over hele det virkende Land
graver hver Gartner, smeder hver Mand;
Digteren skjænker sin egen Vin,
tapper den ej af Horats’s Latin.
Alma mater er Enke;
det skulde vor Moder betænke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
