Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tegner de Optrædende og deres Lidenskaber i store Omrids, træder
en Personal- og Situationskarakteristik, der gaar i de mindste
Detailler’ (Köstlin).
Saaledes maatte det jo komme. Man kunde ikke blive staaende
ved Glucks Opera. Men paa den anden Side kunde ingen senere
dramatisk Komponist, som mente det alvorligt med sin Kunst, komme
udenom Gluck, der havde sat Operaen saa ophøjede Maal, fastslaaet
Sætningen om Enhed mellem Digtning og Musik, hævdet Fordringen
om Simpelhed, Sandhed og Natur og erstattet den tomme
Bravursang med udtryksfuld „Talesang". Saaledes lyste hans Kunst og
Idéer for fremtidige Kunstnere, for Méhul som for Spontini og
Cherubini, ja selv for en saa forskelligartet Kunstner som Weber.
Og da et Par Menneskealdre senere, op imod vore Dage, en
Kunstner atter føler det som sin Mission at reformere Operaen, at
fjærne de Udvækster, den navnlig i Frankrig og Italien paany var
blevet skæmmet af, og igen hæve den op til det sande
Musikdrama, da griber ogsaa han tilbage til de Gluckske Idéer. Med
sin rigere, kraftigere Kunstnerpersonlighed, sin stærkere Fantasi,
sin højere Musiker-Udvikling og de mere afvekslende Kunstmidler,
der stod til hans Raadighed, formaaede Richard Wagner vel at
skabe mere uddybede, afvekslende og gribende Musikdramaer end
Gluck; men de Principper, der ledte ham, fandt han hos den
Mester, som han satte saa højt, og med hvis Skæbne hans eget Liv
har en vis ydre Lighed1), hos Christoph Wilibald Gluck.
*) Ligesom Gluck begyndte Wagner sin Kunstnervirksomhed med Arbejder
i den gængse Stil, hurtigere slog han vel ind paa Reformvejen, men
mødte ganske samme Modstand. Overfor denne optræder Wagner
ligesom Gluck med udførlige æsthetiske Redegørelser for sine Idéer, og da
han ikke opnaar ad denne Vej hvad han attraar, tyer han, atter som Gluck,
til fyrstelig Gunst, der baner Vej for ham til Virkeliggørelse af hans Tanker
og til en almindeligere Anerkendelse. Deres sidste Aar tilbringer begge
Mestre udenfor Striden, der stadig paany blusser op omkring deres
Livsværk, hvilket først fuldt ud viser sin Betydning efter deres Død. — Wagners
Kærlighed til Gluck har, som omtalt, givet sig praktisk Udslag dels ved
Bearbejdelsen af „Ifigenia" og Opførelsen af denne Opera i Dresden (1847),
dels ved talrige Udtalelser i hans Skrifter. I Tyskland havde tidligere
navnlig Reichardt været en ivrig Talsmand for Glucks Værker og bidraget
væsentlig til, at de kom frem i Berlin. — I Frankrig rejste Hector Berlioz
omtrent samtidig med Wagner i Tyskland en Bevægelse for Gluck, der var
i Færd med at gaa i Glemme; hvorom Berlioz’s Skrifter bærer udmærkede
Vidnesbyrd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
