Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lian atter ved Siden af skabte vidunderligt skønt klingende Melodier
og Harmonier’1).
Under Arbejdet paa Symfonien forefaldt en Begivenhed, der
uagtet den ikke i sig kunde virke overraskende, gjorde hæftigt
Indtryk paa Beethovens nervøst oprevne Sind. Maaske for at bringe
sin Personlighed en Gang igen i „Faiakernes" Erindring — i hvert
Fald for at gøre Sangerinden Wilhelmine Schröder (senere Devrient)
en Tjæneste, paatog Beethoven sig i Efteraaret 1822 at dirigere
Fidelio ved hendes Beneficeforestilling. Ved denne Lejlighed fik
han den frygtelige Vished for, at hans Døvhed var saa fuldstændig,
at han end ikke kunde høre et helt Orkester spille. Schindler
fortæller, hvorledes hans Dirigeren bragte Forstyrrelse i alt lige fra
Begyndelsen af. Beethoven hørte intet, men da han opdagede, at
der var noget galt fat, og ingen nænnede at sige ham Sandheden,
spurgte han selv Schindler om Sammenhængen. Da denne som Svar
havde skrevet: „Jeg beder Dem, fortsæt ikke. Nærmere hjemme",
för Beethoven i samme Nu op, satte med Raabet: „Hurtig afsted,
bort!", i ét Spring over Orkester-Balustraden og løb i et Træk hjem.
Her kastede han sig paa Sofaen, skjulte Ansigtet i Hænderne og
blev ubevægelig liggende i Timevis. Hele Dagen talte han ikke et
Ord. Schindler havde Indtryk af, at det var den smærteligste i hans
Liv og tilføjer, at dette var et Slag, efter hvilket han ikke mere
rettede sig1 2). —
1) Paa dette sidste Punkt synes den store Læges Udtalelser ikke overbevisende.
Netop Døvheden i Forbindelse med Beethovens velbekendte store
Adspredthed i de sidste Aar har kunnet gøre ham mindre opmærksom paa den fysiske
Velklang, naar det væsentlige, det ideelle Indhold blot kom frem. Og selv om
Toneforhold, Klangen osv. stod levende for Beethovens Bevidsthed og indre
Øre, kunde der dog nok være Tale om en Distraktion eller en svindende
Erindring m. H. t. Instrumenternes Toneslyrke og sligt.
2) Beethoven vovede sig dog hen i Theatret ved selve Forestillingen, men han sad
skjult i Orkestret og hyllede sig saaledes i sin Kappe, at man lige saa hans
Øjne, „der syntes at skyde Lyn; disse Øjne indgød mig en Skræk, der var lige
ved at tage Modet helt fra mig“. Saaledes fortalte Wilhelmine Schröder-Devrient
senere. (Se nærmere Nohl: Beethoven, III, p. 347). — Beethoven var iøvrig
en mere original end ideal Dirigent. — „Orkestret maatte passe godt paa, naar
det ikke skulde lade sig forstyrre af sin Fører; han havde kun Sans for sine
Tonedigtninger og var uafladelig optaget af ved de mangfoldigste
Gestikulationer at betegne det tilsigtede Udtryk. Saaledes slog han ofte Nedslag paa
et stærkt Sted, selv om det ogsaa var den slette Taktdel. Diminuendo
plejede han at markere ved at gøre sig mindre og mindre, og Pianissimo
ved saa at sige smutte ind under Pulten. Naar Tonemasserne saa tiltog,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
