Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ho Siste Tidsrum 1890—1904.
Vinger. Henne i Skogkanten staar Bregner og Stormhat;
Mel-bærlyngen blomstrer, og jeg elsker dens smaa Blomster. Tak, min
Gud, for hver Lyngblomst, jeg har set; de har været som smaa
Roser paa min Vei, og jeg græder af Kjærlighed til dem. Et
eller andet Sted i Nærheden er der vild Nellik, jeg ser den ikke,
men jeg fornemmer dens Duft". . .
Og der er Nætter med Stilheden som et brændende Mørke
over Jorden, hvor Blodet banker feberhedt gjennem Aarerne, og
Stjernerne lyser som gule Flammer.
„En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat
i Skoge, i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem
Træerne, for Tomhedens søde, enfoldige Vellyd mod mine Øren,
for grønt Løv og gult Løv! En Skaal for den Livets Lyd,
jeg-hører, en snøftende Snude mod Græsset, en Hund, der snuser
henad Jorden! En stormende Skaal for den Vildkat, der ligger
paa Struben og sigter og bereder sig til Spranget paa en Spurv
i Mørke, i Mørke I En Skaal for den miskundelige Stilhed paa
Jorderig, for Stjernerne og for Halvmaanen, ja for dem og den!. ..
Jeg reiser mig op og lytter. Ingen har hørt mig. Jeg sætter
mig igjen.
En Tak for den ensomme Nat, for Bjergene og Havets Sus,
det suser igjennem mit Hjerte. En Tak for mit Liv, for mit
Aandepust, for den Naade at leve inat, det takker jeg for af mit
Hjerte! Hør i Øst og hør i Vest, nei, hør! Det er den evige
Gud! Denne Stilhed, der mumler mod mit Øre, er Alnaturens
Blod, der syder, Gud, der gjennemvæver Verden og mig. Jeg
ser en blank Spindeltraad i Skinnet af min Nying, jeg hører en
roende Baad paa Havnen, et Nordlys glider opad Himlen i Nord.
O, ved min udødelige Sjæl, jeg takker ogsaa meget, fordi det er
mig, som sidder her! . . .
Stilhed. En Furukongle falder dumpt til Jorden. En Furukongle
faldt! tænker jeg. Maanen er høit oppe, Ilden flakker paa de
halvbrændte Brande og vil gaa ud. Og i den sene Nat vandrer jeg hjem."
Men Høsten kommer. Solen gaar i Hav. Og Nordlysnatten
lægger sig som en uafrystelig Mare over Sind og Sanser.
„Alt er saa underlig forandret, Dvergbirken bløder rødt mod de
graa Stene, en Blaaklokke hist og en Gjederams her reiser sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
