Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210 Siste Tidsrum 1890—1904.
Dermed er Erik Ravns Roman forbi. Han flakker fra nu af
omkring i Udlandet, træt, modløs, uhjælpelig fortabt i sine
sørgmodige Stemninger og Fantasier. Han kommer tilbage til Norge,
men Menneskenes Lavsindethed og Ondskab jager ham atter ud i
Ensomheden. Og omsider forstaar han, at alene i den store, frie,
mennesketomme Natur kan han leve sit Liv:
Jeg takker dig, min gamle kloge onkel, der første gang sendte mig
ud fra de daarlige byer med deres smaa mennesker. Jeg takker dig; thi
da lærte jeg at elske jorden og alt, hvad dens er. Dette er det, der skiller
mig fra de andre og gjør mig til en fremmed blandt folket. For de elsker
kun verden, og verden er kun livets form. Men jeg elsker jorden, og den
er livet selv.
Ja, jeg elsker dig jord; thi du er den rige og den evige, du er den
gaadefulde og almægtige, thi dit væsen rummer baade fødsel og
for-gjængelse, baade vorden og død.
Du er verdens fiende, fordi din uforgjængelighed sprænger al form
og bringer urede i døgnets og systemernes konstruerede mekanisme.
I dit vildnis vokser den stolte furu, den giftigtrøde fluesop og den
blyge linnæa side om side; mit øie frydes over din stolte rigdom, og min
sjæl skjælver, naar vinden om natten bruser stor sorg gjennem de mørke
graner, den bøier sig i andagt for den evighedens taushed, som sænker
sig fra vinternattens stjernehimmel.
Og som Jorden er stolt og rig, mangfoldig og uudgrundelig,
saa er Menneskene det ogsaa, — at sige: de ægte ensomme og
uverdslige Mennesker.
I menneskenes sind ligger ogsaa din dybe muld. I menneskenes
sind er der ogsaa vildnis. Og tidt klager ogsaa der høststormen tungt i de
lange oktobernætter.
Tilbage til Naturen, — dette gamle Ord blir det frelsende
Løsen for Erik Ravn. Han vil dyrke Jorden og se det vokse
under sine Hænder. Se Løvet dø om Høsten og se det spire frem
igjen hver Vaar.
— Som Helhed er denne Roman ikke tyktes. VILH. KRAG er for
meget Lyriker til at magte den vidtløftig objektive Romanform.
Men den indeholder en Mangfoldighed af fine og originale
Iagttagelser og Stemningsbilleder. Og blot det at forsøge sig paa
denne Opgave: Romanen om en ung Mand i Strid med sig selv
og i Kamp mod Omgivelserne — fortjener den høieste
Paaskjønnelse. Det er et Motiv, som hver eneste virkelig moderne
Digter engang maa prøve sine Kræfter paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
