Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - Ole Camstrup - Nils Pedersen Heyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holbergs samtid.
Visen ud af Karakteren.» Versemaalet er det, som PETTER DASS
havde gjort populært ved sin «Nordlands Trompet».
Det forsøg, som OLE CAMSTRUP her havde gjort, blev bare et
forsøg; men fem aar efter gjenoptog en ung mand ideen og
gjennemførte den paa en saadan maade, at han skjænkede literaturen et
komisk folkedigt af rang. Nils Pedersen Heyberg var i sommeren
1734 vendt tilbage til Norge fra Kjøbenhavns universitet og skal,
ifølge et af LANDSTAD meddelt sagn fra Telemarken, netop være
kommen tidsnok til sin søsters bryllup, der stod paa faderens
Præstegaard i Sogndal. Brudgommen var ogsaa en HEYBERG, netop
udnævnt til sognepræst i Vinje i Telemarken. I Vinje fortelles
der endnu om disse præstefolk, og derfra har LANDSTAD hentet en
optegnelse af visen, der paa enkelte punkter er fuldstændigere end
de andre bevarede optegnelser. I Telemarken fortelles ogsaa, at
NILS PEDERSEN HEYBERG mødte op ved bryllupet forklædt som
bonde, og at han i lang tid forblev ukjendt; men det sidste er vei
bare en omskrivning af visens tekst. Sandsynligst er vei den
antagelse, at den livsglade og begavede unge mand en af
bryllupsdagene har trukket i bondekostyme og foredraget sin vise. Visen
har to fortræffelige egenskaber: den giver en livfuld og
karakteristisk skildring af et bryllup i gamle dage, og den meddeler den i
en gjennemført form, saaledes som en — forøvrigt noget dum —
bonde vilde opfatte det. Jeg anfører et eneste eksempel, skildringen
af klarinetspilleren blandt musikanterne:
«Og sumæ dei bles uti keppar og staang.
ein aat paa ei pylse, var tri elnir laang,
han beit uti pylsa og hikkad;
eg trur nok den pylsa var mærjaleg heit
for fingrane lirkad saa tidt som han beit
og augo dei stod som ei brikka.»
Der er humor i visen, friskt folkeligt humor, sligt som det
kunde fødes i en glad festlig stund, og det er festens stemning,
som har hævet forfatteren op i den sfære, hvori han har skabt sit
lystige digt. Forøvrigt ved man ikke om, at NILS PEDERSEN
HEYBERG har optraadt som forfatter. Han synger denne sin ene glade
og livsfriske sang, og dermed er han ude af sagaen.
24 — 111. norsk literaturhistoric. I.
Nils
Heyberg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
