Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jonas Rein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Rein. 1571
forhold mellem REIN og BRUN, der i sine yderst forskjellige
temperamenter og vei ogsaa i sit digteriske medbeilerskab ikke havde de
bedste betingelser for at trække godt sammen. BRUN taalte ingen
rivaler; det havde lykkedes ham at isolere den fornemme FASTING;
men REIN var en mand af en anden natur. Han vilde gjøre sig
gjældende, og hans popularitet som digter i forbindelse med en
veltalenhed, hvis tørre abstrakthed dækkedes af en omhyggelig
formet pathos, der navnlig smagte den mere velstaaende klasse af
befolkningen, som udgjorde hans menighed, gjorde ham virkelig en
tid til Bergens mest skattede prædikant tiltrods for det strænge alvor,
der prægede hans personlighed og forkyndelse. Den kritiske PAVELS
karakteriserer hans veltalenhed saaledes: «Der var en imposant
Værdighed i hans Foredrag, det første han traadte op, men siden
blev han kold og tør, og den dæmpede monotone Stemme betog
efter et Kvarters Forløb mig, som dog kunde forståa og følge ham,
al Opmærksomhed.» Denne karakteristik passer heller ikke ilde
paa hans digtning; thi denne har regelmæssig et kraftigt anslag
eller indsats, men stemningen holder sig ikke længe paa den første
høide, men synker efterhaanden ned i en mat monotoni,
Den anseede stilling, JONAS REIN indtog i Bergen, gjorde det
forklarligt, at byens borgere valgte ham til en af sine
repræsentanter paa Eidsvoldsforsamlingen. Hans ubestikkelige
fædrelands-og frihedssind i forbindelse med hans heftige veltalenhed gjorde
ham til et indflydelsesrigere medlem, end hans politiske evner synes
at kunne berettige ham til. Sin store dag havde han den I3de mai,
da finanskomiteens indberetning om landets økonomiske stilling
forelaa til forhandling. Ligeoverfor de pessimistiske betragtninger, som
i denne frernholdtes, hævdede han i en tale fuld af flammende
fædrelandskjærlighed og bidende sarkasmer ligeoverfor Sverige, at
Norge var økonomisk kraftigt nok til at hævde sin selvstændighed.
Talen hilsedes med stormende bifald.
REIN\S ubøielige uvilje mod foreningen og hans deraf følgende
spændte forhold til det mægtige WEDEL’ske parti hindrede ham i
at bestige den bergenske bispestol, der blev ledig efter BRUN i 1816.
Hans helbred var allerede da stærkt nedbrudt og hans sindsstemning
saa mørk, at han for ramme alvor vilde nedlægge sit embede og
blive klokker i sin egen menighed. Endnu bevarede han dog sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
