Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jens Zetlitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
580 Femte tidsrum 1750—1814.
mellem disse digtere i selve det patriotiske grundsyn. Thi ogsaa
ZETLITZ er en odelsbondens, odelsfriheden?, loyalitetens forherliger,
og hans patriotisme er forbandet med det samme statsøkonomiske
element som hos hans store forbillede. Den bedste og i saa maade
mest karakteristiske af disse sange er den velkjendte «En norsk
Mands Sang»: «Jeg er saa fro, jeg er saa glad, jeg er min egen
Herre», hvor bondens uafhængige nøisomhed og tilfredshed prises
i jevne og ligefremme vers.
ZETLITZ var i det hele ligesom FRIMANN bondeven. Han
tilbragte største delen af sit liv lykkelig og tilfreds i beskedne kald
paa landet, delvis i afsidesliggende bygder, hvor han lærte at føie
«en Nordmands Kjærlighed for sit Land» og tilegnede sig *den
Philosophie, som Naturen lærer et Menneske». Et udslag af hans
kjærlighed til almuen var hans «Sange for den norske Bondestand»,
der udkom første gang i Bergen 1795. I fortalen til denne samling
imødegaar han følgende anke, som en eller anden vil kunne gjøre
mod den: «Hvor længe vil Nordmænd adskille sig fra sine danske
Brødre ? Hvorfor er disse Sange ikke almindelige for begge Rigers
Bondestand? Og fremfor Alt, hvorfor er alt det, som hædres i
Hæders-Sangen, norskt?» Han svarer: «Det er nødvendigt at
kjende den Kreds, man vil undervise og more, og jo mere Nogen
i det Enkelte kan træffe den, dens Skikke, Luner, Meninger, jo
nærmere kommer man sit Maal. Jeg skulde paa Grund heraf
foragte mig selv, om jeg, for den Ære at læses i to Riger, havde
udsat mig for at blive unyttig for begge.» — Man forstaar, hvorledes
ZETLITZ her paalægger sig selv et baand, som maa hindre en fri
udfoldelse af den poetiske stemning. Det meste af denne samlings
sange savner derfor i høi grad det, der var hans lyriks ypperste
egenskaber, dens lette flugt og gratiøse sving. Det er præsten,
moralisten, landbrugspædagogen, som her har ordet, og digteren
formaar kun glimtvis at gjøre sig gjældende. Selve titlerne er
tilstrækkelige til at vise, hvor fjernt «Glædens muntre Sanger» er
kommen fra den freidige, livsglade, sorgløse hengivelse i øieblikkets
stemninger. Her er ikke mindre end ni «Sædelærer», versificerede,
men yderlig prosaiske raad og leveregler til bonden, her er
«Undervisende Sange», hvori der fortælles om «Dagfind den Drikfældige»
og «Reyer clen Ærlige», om «Arne den Ukydske» og «Ole den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
