Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 Første tidsrum 1814—1830.
TILIAN siger om ENNIUS: vi tilbede dem, som Alderdommens hellige
Lunde, hvor de store og gamle Ege have mindre Skjønhed nu, end
Ærværdighed".
Af alle oldtidens digtere synes dog ingen at have tiltalt ham
saa meget som ANAKREON, kjærligheden og vinens graciøse digter,
en beundring, som han forøvrigt delte med en hel del af mændene
fra forrige aarhundrede baade i Danmark og Tyskland. Han
meddelte forskjellige oversættelser af ANAKKEON’S digte i danske
tidsskrifter, og det var hans agt at udgive i et eget bind oversættelser
af hele ANAKREON. Det kom aldrig ud; imidlertid belønnede
„Selskabet for de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse" ham
med en præmie paa 100 daler som ANAKREON’S oversætter. Det
forekommer mig karakteristisk, at han modtog denne belønning af
det samme selskab, der i sin tid havde belønnet TULLIN for hans
læredigte og brødrene FRIMANN for deres naturbeskrivende poesier.
Med al sin anerkjendelse af OEHLENSCHLAGER og den nyere
poesi var da LYDER SAG-EN en mand, der havde sine literære idealer
i fortiden. Han kunde nok nyde den nye poesi og forklare dens
skjønheder for sine elever, men selv stod han udenfor, og saasnart
han greb pennen for at producere selvstændig, var han helt og
holdent fortidens mand. Det mest bekjendte af hans digte, drikkevisen
„Diogenes vranten og stolt" — der forresten er en bearbeidelse af
en gammel, engelsk vise — kunde godt være skrevet til et af „Det
norske Selskabs" sammenkomster i 1772. Hvilken duft fra
hyrdepoesiens og anakreontikernes dage hviler der ikke over et lidet digt
som hans „Dafnis til Vaaren":
„Du vil fortrylle mig, o Vaar!
Naar i Naturens Skiød jeg hviler,
Naar Nattergalen Triller slaaer,
Og Maanen gjennem Lunden smiler;
Dit Ynde tryller kun den Barm,
Som bæver ved en Piges Arm.
Ufølsom lig det haarde Fjeld,
Forladt jeg skuer Jorderige.
Nei — skal jeg føie Livets Heid,
Da skjænk mig, Vaar! en yndig Pige!
Men smil for sidste Gang til mig,
Hvis ene jeg maa skue dig".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
