Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 Andet tidsrum 1830—1845.
«paa sit eget Sørgespil,
hvor der myrdes med en Pil,
stranguleres med et Smil,
druknes i et Øies milde
rosenkindomspundne Kilde,
og saa mørkt, at Graad er Lys,
Knuden Vanvid næsten, aaben
kulsort Grav bag Neslehoben *
Enden, og Musiken Gys,»
I oden til NAPOLEON sammenligner han Stella med Venus
Lucifer, den kolde jomfruelige morgenstjerne, hvem solen feirer
sit straalende bryllup med i dagens bryllupshal, medens han selv
maa nøie sig med at være Venus Hesperus, aftenstjernen, der lyser
dagen gjennem nattens port ind i det dybe mørke. Det er jo en
lidet taknemmelig opgave for en elsker. Men netop fordi denne erotik
i regelen er saa haabløs, kunde den let have antaget en sanselig
karakter. H vor mange digtere har ikke i sine vers taget sig de
friheder og rettigheder, som virkeligheden nægtede dem! Ikke saa
med HENRIK WERGELAND. Naar han drømmer om forening med
den elskede, er det ikke en jordisk forening, men en aandelig
sammensmeltning efter døden:
Engang bag rullende Aar din
Sjæl jeg ventende møder,
Stella, Stella!
Den vil jeg kjende blandt tusind,
tusind blegnede Aander,
Stella, Stella!
Se, Hig et flagrende, blegrødt
Slør, den kommer i Luften,
Stella, Stella!
Den vil, som Skyen af Rosers
Aande, svømme i Æthren,
Stella, Stella!
Ha, jeg vil glemme de Aar, som
svandt i Graad, naar jeg seer den,
Stella, Stella!
* Det er selvfølgelig selvmorderens grav, han mener.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
