Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2O2 Andet tidsrum 1830—1845.
Evne undertiden gnistrer frem i de løse Ideer; thi vi søge ikke
Ideerne enkelte, de maa tjene det Hele. Men hvor findes dette
klare Blik, der opdager det Charakteristiske midt i Tilfældigheden
og den skabende Evne, der gjenføder det?» Kritikeren paastaar,
at det slet ikke findes. WERGELAND «har opgivet Livet som sit
Forbillede». Hans lyriske digte «savne idelig en Stemning»; den
eneste undtagelse er et par af Stelladigtene og efterspillet til farcen
«Irreparabile tempus». Ellers er der intet i hans lyrik, som duer.
Hans dramatiske arbeider «lider i endnu høiere Grad af hans
Udygtighed i at objectivere». Enkelte af dem er ikke andet end
«en Samling af hans almindelige lyriske Digte under en fælles
Titel»; i andre følger han «de bredeste og mest udtraadte
Fodspor». Som komisk forfatter var han heller ikke meget værd;
enkelte repliker i hans farcer var meget vittige; men der var ikke
en eneste komisk scene i dem. I det hele taget: denne poesi,
som folk kaldte den høiere, det var slet ikke poesi, men bare
materialier til poesi; «en Hoben krumme Bjælker er ikke noget
Skib og et Stenbrud intet Slot». Og der var ikke noget haab
om, at skibet eller slottet nogensinde vilde blive bygget. De, som
paastod, at WERGELAND nu gav forhaabninger, kjendte slet ikke
hans skrifter. «Der er intet Haab længer, vi have intet Mere at
vente; hans Genius ligger dræbt i hans egen Barm. Hans
Digter-periode er afsluttet, ikke i den Forstand, at han skulde ophøre at
forfatte; dette bliver ham naturligvis stedse lettere; men fra hans
Udviklings Side er den uden Tvivl sluttet. Det er noget høist
smertefuldt at see, at en saaledes udrustet Aand Intet er bleven
af, hvad den kunde, dette er at svigte sit Fædreneland, og det
fortjener en bitter Erkjendelse.»
En kritik som denne var ikke særdeles skikket til at skade
WERGELAND’S literære anseelse — dertil var den altfor ensidig,
altfor overdreven og altfor fanatisk. Det var et sidestykke til
pibe-konserten — intet videre. Forøvrigt har den kun interesse som
et vidnesbyrd om, hvor blind fanatismen kan gjøre selv intelligente
mænd.
Omtrent samtidig med, at disse artikler stod at læse i «Den
Constitutionelle», foregik der en skjæbnesvanger forandring i HENRIK
WERGELAND’S liv. For det honorar, «Campbellerne» indbragte ham,
havde han nemlig besluttet at kjøbe sig et lidet landsted. Valget faldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
