Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326 Tredie tidsrum 1845—1857.
«Blomsterduft, liflig Sommer,
Vift, som mildt fra Bølgen kommer,
gyder Vemod i min Hu.
Ak, thi af et dunkelt Fjerne
er Du skjult, min Sol og Stjerne;
i min Drøm kun skinner Du.»
Ligesom han selv, midt i kampens hede, sukkede af længsel
efter den elskede, saaledes synger nøkken midt i bølgebruset «den
ømmeste Serenade»:
«Du aander og gløder saa skjær og varm,
og ved ei, hvad jeg maa friste.
Jeg døver min Sorrig i Sus og Larm;
men ak, min Barm
vil aldrig dit Billed miste!»
I «Maaneskin» minder sommerkvældens solnedgang ham om
hans
korte Lyst,
der bævende og øm og tyst
sin Afskeds-Hilsen bringer.»
Men hans nat bliver dog ikke mørk; maanen hæver sig op
over fjeldkammen.
«Og i det blide Maaneskin
staa min Erindrings Lunde;
der vandrer jeg med lettet Sind,
mens Duggen falder fra min Kind
paa blomsterrige Grunde.
Jeg ved en Røst, som hvisker der:
«Din dybe Vemod vilde her
ei slumre, om den kunde.»
I den lille cyklus «Foraarsdigte» gjennemlever han hele sin
kjærlighedshistorie paany — saafremt ikke de enkelte digte, hvad
der ikke er usandsynligt, skulde være skrevet paa forskjellige
tidspunkter af dens udviklingsstadier. Det straalende minde og den
triste nutid er stillet grelt sammen i de to sidste vers:
«Jeg skal en Vaardag huske
med varigt Savn;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
