Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Moe. 369
gjør sine første forsøg paa at skildre norsk folkeliv i metrisk form.
Paavirkningen er paa enkelte punkter saa stærk, at den maa
karakteriseres som ligefrem efterligning. Dette er f. eks. tilfældet med
«Knud og Birgit», der ikke er andet end en omskrivning af
WINTHER’S bekjendte «Erik og Ellen». Handlingens enkeltheder,
personernes væsen, versemaalet og sproget — alt minder om WINTHER’S
digt. Udtryk som «den kviksølvsnare Tøs», «den vilde, lille Kai»
o. s. v. anvender MOE uden betænkelighed, ja han skriver strofe
efter strofe, uden at der forekommer et ord, som røber, at det er
en norsk og ikke en dansk forfatter, der er digteren. Som denne
f. eks.:
«Da styrted jeg fra Busken
med salig Elskovsglød —
hun blodrød slængte straaene
langt bort fra sit Skjød.
Jeg vilde til at tale,
men fik kun frem et Suk
paa det svared Hønen med et kaglende Kluk.»
Saaledes lader MOE norske bønder tale omkring 1840. Noget
forsøg paa lokalfarve mærker man ikke; han har helt og holdent
givet sig WINTHER i vold og nøier sig i al beskedenhed med at
være hans kopist. Ængstelig og tilbageholden som han var,
savnede han det mod og den selvtillid, der sætter talentet istand til
at bryde nye baner. Først naar en anden havde vist veien, vovede
han at vandre den. Denne JØRGEN MOE’S veiviser blev WELHAVEN.
Allerede i 1840 havde jo MOE udtalt som sin overbevisning, at
WELHAVEN var den rette mand, naar det gjaldt en national
digtning med folkelivet og folketroen som stof. De «Nyere Digte»
viste ham fem aar senere, at han ikke havde taget feil. Her var
veien funden, her var den rette tone anslaaet, her var opgaven
løst. De nationale fortællende digte, han efter denne tid skrev,
slutter sig helt og holdent til de WELHAVEN’ske forbilleder.
Undertiden er afhængigheden næsten ligesaa stor som den tidligere
afhængighed af CHRISTIAN WINTHER. «Knud og Birgit» staar ikke «Erik
og Ellen» nærmere end indledningen til «Furudalskastet» staar
første afsnit af «Eivind Bolt». Som bevis behøver jeg blot at
anføre følgende linjer:
24 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
