Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506 Fjerde tidsrum 1857-—1869.
vittige og eiendommelige stil, medens CAMILLA COLLETT, der staar
temmelig isoleret i perioden, bliver grebet af den europæiske
tankestrømning, der gik under navnet kvindeemancipationen, og indførte
den i den norske literatur.
Men der er ogsaa en anden side af tidsrummets væsen, som
ikke maa oversees, hvis en almindelig karakteristik skal gives. Det
er dets retning henimod virkeligheden, mod samtidslivet og dets
problemer. Den mærkes, hvorhen man end vender blikket, i VINJE’S
artikler i «Dølen», som i IBSEN’S dramatiske arbeider, i BJØRNSONS
deltagelse i det politiske liv, som i CAMILLA COLLETT’S indlæg i
kvindesagen.
Allerede i forrige tidsrum kan man paa et enkelt Omraade
mærke en saadan bevægelse. Det var den foran paaviste retning
henimod en virkelighedstro skildring af folkelivet. Den naar i dette
tidsrum sit digteriske høidepunkt i BJØRNSON’S idylliske
bondenoveller. Ingen havde hidtil givet en saa dyb og poetisk helstøbt
skildring af den norske bondes liv som den, der gaves med
«Synnøve Solbakken», det værk, hvori sagastilens indflydelse
aabenbarer sig for første gang, og som derfor staar som en mærkesten.
Men ligesaa stort fremskridt, BJØRNSON’S fortællinger repræsenterede
i poetisk henseende, lige saa lidet fremskridt repræsenterede de,
naar man stillede dem ansigt til ansigt med realismens krav til
Virkelighedstroskab. Her havde ASBJØRNSEN endnu forspranget.
Det er da ikke paa bondenovellens Omraade, at man skal søge
realismens frembrud, men paa andre Omraader. Den yttrer sig
først og fremst deri, at digterne opfatter sit forhold til samtidens
liv paa- en ny maade. Før havde digterne opfattet sig selv som
drømmere og sværmere, der intet havde med døgnets liv at bestille.
Det daglige liv med al dets kamp, al dets gjærende uro, det var
bare prosa. Der var jo ingen «Plads til Sang paa Livets Scene,
hvor knirkende Maskiner tage fåt», som det hed hos ANDREAS
MUNCH. Nu begyndte digterne at vende tilbage til jorden,
begyndte at indrette sig mellem de «knirkende Maskiner», at
optræde som aktører paa «Livets Scene», ja endog saa smaat at
spekulere paa, om der ikke i virkeligheden ogsaa skulde findes en
ganske brugbar «Plads til Sang» paa denne for sin prosa saa tidt
udskjældte scene. Det var med andre ord WERGELAND’S anti-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
