Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. $7S
moder, som i den afsidesliggende Justedal var det eneste menneske,
der overlevede den sorte død og vokste op som en anden vild fugl
i ensomheden, indtil hun blev fundet og fanget af fremmede folk,
der tilfældigvis kom op til de øde trakter, hvor hun færdedes. Det
er dette naturbarns sammenstød med menneskene nede i dalen,
stykket dreier sig om, alle de bitre skuffelser, hun lider, hele den
triste ribningsproces, som denne romantikens vilde fjeldfugl maa
gjennemgaa, indtil hun finder sig tilrette i de virkelige livsforhold,
hvor romantiken ikke hører hjemme undtagen som en poetisk
stemning i et ledigt øieblik.
«Olaf Liljekrans» var HENRIK IBSEN’S sidste arbeide under
opholdet i Bergen. Samme aar, som det blev opført, var hans
forpligtelser ligeoverfor Bergens theater udløbne, og han fornyede
dem ikke. Ved det norske theater i Kristiania blev der tilbudt ham en
plads som artistisk leder, og hovedstadens større forhold lokkede
ham. Han tog imod tilbudet og forlod Bergen. Men en fulgte med
ham, hans hustru, SUSANNAH DAAE THORESEN, datter af den bergenske
prest THORESEN og steddatter af den bekjendte danskfødte forfatterinde
MAGDALENE THORESEN, der var kommen i THORESEN’S hus som
guvernante for hans børn efter hans første hustrus død og senere blev
deres anden moder.
Allerede i Bergen havde han begyndt at skrive «Hærmændene
paa Helgeland»; det var oprindelig skrevet paa vers; hvad slags
/ers ved jeg ikke; men efter ankomsten til Kristiania opgav han
den metriske form og greb til sagastilen, som BJØRNSON netop havde
gjenfødt i fortællingens form med «Synnøve Solbakken». Det var
et lykkeligt greb; den korte, fyndige sagastil med sine haarde ord
og med sin sententiøse klang passede udmærket for hans personlighed,
og det lykkedes ham derfor ogsaa ved denne leilighed at skabe
sit første helstøbte og fuldmodne værk. Hvad der var gaaet forud,
var kun tilløb, storartede tilløb tildels, men dog kun tilløb; her var
det store sprang endelig gjort, der bragte ham over kløften mellem
talenterne og genierne. Allerede inden «Gildet paa Solhoug» blev
skrevet, havde IBSEN begyndt at beskjæftige sig med Sagaliteraturen.
N. M. PETERSEN’S oversættelser af de islandske ættesagaer havde
fængslet hans interesse og befrugtet hans fantasi; men formen for
disse nye forestillinger havde han dengang endnu ikke fundet;
folkeviserne stod ham endnu iveien, og Skjøndt han byggede motiverne
Andet ophold
i Kristiania.
«Hærmændene
paa
Helgeland».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
