Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie. 8o/
feterede unge Skjønhed er kvik, aandrig og pikant; herrerne flokkes
om hende; hun glæder dem ved et blik eller et smil, og hun morer
dem ved sine gode svar; men i stilhed er der en af dem, som hun
omfatter med al den varme, hun eier — og han stødes bort af de
samme egenskaber, som fængsler de andre. Og saa gaar hun og
venter og længes og bliver bitter af savn og skuffede forhaabninger.
Det er baldronningens tragedie; den bestaar i at blive feteret af alle
og ikke elsket af nogen.
Hvem bærer skylden for, at det gaar slig ? Er det opdragelsen,
er det konveniensen, eller er det individet selv? Hver bærer sin
del af ansvaret, synes JONAS LIE at mene; men mest skyld lægger
han dog paa konveniensens skuldre. Den er det, der gjør den unge
dame gaadefuld og unaturlig, saafremt hun ikke eier en
personlighed, som snak og taktløse formaninger ikke bider paa.
Det er det, den yngre søster har. Men hendes Skjæbne bliver
alligevel ikke mindre sørgelig. Hendes historie er den unge, friske
kjærligheds tragedie i et samfund, der spørger mere efter stand og
formue end efter følelsens styrke og ægthed. Og hendes lod som
moder er maaske noget af det tungeste og bitreste, som kan hænde
en kvinde af det saakaldte gode selskab: den at leve som en
fremmed for sit eget deilige, elskede barn, være nødt til at fornægte sin
ømmeste følelse af hensyn til folks dom. Det er derfor, at
slutningen af «Kommandørens Døtre» er saa gribende vakker, der,
hvor den unge moder ligger og dør og bare er en snil tante til sin
unge søn, som er kommet hjem til dødsleiet, budsendt af tante
Cecilie, der endelig er naaet saa langt i forstaaelse, at hun gribes
af søsterens Skjæbne og føler, at hun alligevel trods skammen og
døden og alt har staaet i et sandere og mere reelt forhold til livet
og lykken end hun selv, den kloge, forsigtige baldronning, hvis
følelse lod sig skræmme i et musehul af tarveligt folkesnak og
taktløse formaninger.
Hvad JONAS LIE skildrer i sin næste fortelling, «Et Samliv»
(1887), er et ægteskab, som ægteskaber er flest, og hvad han vil
have frem gjennem sin skildring, det er, at et saadant almindeligt
ægtepar lever slet ikke sammen i aandelig henseende; de lever bare
hver for sig.
Det er imidlertid det fortræffelige ved JONAS LIE, at han sjelden
«Et
Samliv».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
