Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
896 Femte tidsrum 1869—1890.
de fleste, og hans skarpe logik havde givet ham syn for svagheder,
som mange andre lukkede øinene for. Det var først oppositionen,
som drev ham til at tage helt og holdent parti for den nye retning,
og det var trangen til en fast kunstform, glæden over at finde den,
som en tid lang gjorde ham til denne retnings ubetingede tilhænger.
Da professor L. DIETRICHSON 1882 i studentersamfundet indledede
en diskussjon om naturalismen med et skarpt angreb paa den nye
retning ud fra den gamle skoles standpunkt, da optraadte ARNE
GARBORG som retningens forsvarer og forfægtede dens sag med alle
de filosofiske argumenter, der stod til hans raadighed. Men ti aar
senere var han ikke længer saa ivrig i tjenesten. Da havde hans
udvikling ført ham derhen, at han indsaa det snevre og det
mangelfulde i det gamle standpunkt; hans ubestikkelige intelligens havde
ikke ladet ham komme til ro paa naturalismens haarde hynder, og
alt det, der var poet, stemningsmenneske i ham, grebes af de nye
fordringer til lyrik, poesi, Skjønhed i literaturen. Han vilde
imidlertid ikke været den satiriker, han er, hvis han helt og umiddelbart
havde givet efter for denne trang til noget nyt og fyldigere. Og
derfor blev det ikke den livsfriske, udviklingsdygtige trang til noget
nyt og rigere, han skildrede i sin bog; det blev den syge, den
udlevede, den, som var bleven træt under den periode, som var
tilbagelagt, den, som anede det forjættede land, men aldrig naaede
det, fordi veien gjennem naturalismens ørken havde været for tung
og for anstrengende, den, som slog sig paa salmesang og
klokkeklang istedetfor paa Skjønhed og livsglæde.
GARBORG’S «Trætte Mænd» er en mærkelig bog. Noget saa
haabløst livstræt skal man lede længe efter. Alt i livet er tomhed
og forfængelighed — vanitas, vanitatum vanitas. Intet har blivende
værd, intet kan give det længtende menneske en tryg følelse af
lykke og tilfredshed; intet kan gribe ham helt og fuldt; han er og
bliver en stakkar, der altid bare kommer i halve forhold til livet.
Saa bliver religionen hans eneste trøst, og kirken fanger hans trætte
sjæl og skaffer den den fred og lise, som livet ikke kan skaffe.
Og alt dette er fremstillet i dagbogsform, en form, der i regelen
virker trættende, men som her er saa aandrig, saa pikant, saa
aforistisk tilspidset, at den fanger clen intelligente læsers opmærksomhed
allerede paa første side og holder den fast, til det er slut, uden et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
