- Project Runeberg -  Improvisatoren : Roman i to Dele /
418

(1899) Author: H. C. Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - XIV. Veronas Mærkværdigheder. Milanos Domkirke. Mødet ved Napoleons Triumphbue. Drøm og Virkelighed. Den blaae Grotte

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Vinduer, og mit Hjerte bankede as Længsel. Ieg
traadte ind; alvorlig og tans aabnede Tjeneren Døren,
yttrede ingen Foruudring ved mit Komme, det var,
som ganske andre Ting beskæstigede ham. „Podesta
er altid hjemme sor Dem, Signore!" sagde han.
Der var dødsstille i den støre Sal, Gardinerne
vare trukue sør. Her har Desdemona levet, tænkte

jeg, her led maaskee hnn, og dog led Othello
skrække-ligere. Hvor kom jeg til at tænke paa den gamle

Historie! Ieg gik til Rosas Værelse, ogsaa her vare
Gardinerne nede, her var halvt mørkt, øg jeg sølte
igjen hiin forunderlige Angst, som havde snlgt mig
hele Reisen og sorte mig tilbage til Venedig. En
bittren gik gjennem alle mine Lemmer, jeg maatte
holde mig sast. Da kom Podesta, han trykkede mig
i sine Arme og var glad ved at see mig igjen. Ieg
spnrgte om Rosa øg Maria, — da syntes jeg, han
blev saa alvørlig.
„De ere børte!" sagde han, „en lille Reise have
de gjørt til Padna med en anden Familie. De komme
her igjen imørgen eller øvermørgen."
Ieg veed ikke hvorfor, men jeg frk en Tvivl til

hans Ord, maaskee var det Feberen i mit Blod, den
vilde Feber, som min Smerte havde næret, og som

nu nærmede sig sin Modenhed, sor at bryde frem.
Den var det dog, som havde virket ind paa hele mit
Sjælelige, bevirket den hele Reise her tilbage.
Ved Astensbordet savnede jeg Rosa og Maria;
Podesta var heller ikke, som han pleiede at være.
Det var, sagde han, en Retssag, der sorstemte ham,
men ellers Intet af Betydenhed. „Poggio kan man
heller ikke faae fat paa! Alle Ulykker træffe sammen,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:58 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/improvisat/0426.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free