Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - III. Aaret 1807 og dets Følger. — Ingemanns Ungdomsdigtning. — Lucie Mandix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingemanns l’ngilomsdigtuirig — I.ucie M.indix. (j^
Løftestang for Reaktionen. Naar man saa ud
over al den Forvirring og Uro, denne Mand, der
kun var stor som Strateg, havde vakt: Troner
med Aarhundredets Hævd, der vare styrtede,
Folkeslag, der vare ruinerede, Landskaber, der vare
ødelagte’, overalt Lig i tusendvis, saa maatte man
spørge sig selv: hvortil alt dette? O g hvad der
var det værste: hans vilde, jegsyge Færd kastede
ogsaa et skummelt Lys over det gigantiske
Folkerøre, som havde født ham. De, der havde hilst
den franske Revolution som en historisk
Retfærdig-hedshandling, som Menneskeaandens Protest mod
Avtoriteter^ Vold, maatte let, under Tidens
Pinagtighed og med denne forvrængende Udgang af det
hele for (tje, komme til at fordømme Begyndelsen
tillige med Slutningen. Man paralleliserede
uvilkaarligt Napoleons hensynsløse Krigsførelse med
den Hensynsløshed, de franske Revolutionsmænd
havde vist lige overfor Frihedens virkelige eller
formentlige Fjender, og glemte, at Napoleon i et
eneste Slag, biot for sine Herskerlysters Skyld
havde ofret 20 Gange saa mange Menneskeliv,
som i Revolutionens værste Aar vare faldne for
Guillotinen. Man forvexlede den aandelige
Frihed, Revolutionen havde villet hævde med den
Egenviljens Tøjlesløshed, Krigerkejseren havde
øvet. Man glemte, at den Gud, som selv de
vildeste Revolutionsmænd dyrkede, var den
almenmenneskelige Fornuft, for hvem enhver maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
