Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 442
Sidste Leveaar og Digtning.
„Landsbybørnene® gjorde megen og fortjent
Lykke. — Men fra nu af (1852) til hans Ded
(1862) er Ingemanns Anseelse som Forfatter i
det Hele taget i stærk Stigen. — Og hertil bidrog
mange Aarsager.
Oehlenschläger var ded i Begyndelsen af
1850. Ingemann havde med al Agtelse for hans
overordentlige Digterbegavelse, tidlig taget bestemt
Afstand fra ham. Naturligt, at hans kraftige og
farvestraalende Sensualisme maatte være Ingemann
imod; og dertil kom, at denne aabenbart maa
have forset sig paa Oehlenschlägers
Forfængelighed. Ingemann vides kun én Gang, at have
be-segt ham, og dette Besøg gav ikke Anledning
til noget som helst venskabeligt Forhold. Nu da
Digterkongen var borte, saa man sig omkring
efter En, der kunde arve hans Krone, og man
var ikke ganske utilbejelig til at række Ingemann
den. At Aladdins af Ædelstene funklende, tunge,
gyldne, brede Krone faldt den lille blege
Romantiker helt ned paa Skuldrene, synes man ikke
ret at have haft Blik for. „Tyskerne havde deres
Goethe og Schiller, vi havde vores Oehlenschläger
og Ingemann": det var Halvtredsernes populære
Æsthetik. — Hertil kom, at Ingemann trods sin
Velynder Christian den Ottendes Ded stadig
vedblev at være i Yndest ved Hove. Frederik den
Syvende, som havde megen Interesse for Danmarks
Oldtid og Middelalder, var paa den anden Side
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
