Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alboin - Albokarbonlampe - Albona - Alboni, Marietta - Albornoz, Gil Alvarez Carillo - Albrecht (tyske konger) - Albrecht (kurfyrste af Mainz) - Albrecht af Brandenburg - Albrecht af Mecklenburg (konge af Sverige) - Albrecht af Mecklenburg - Albrecht af Preussen - Albrecht af Sachsen, den modige - Albrecht Friedrich Heinrich - Albrecht Friedrich Rudolph - Albrecht den store - Ordbøgerne: A - aigreur ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tog hans datter Rosamunde tilegte. 568 erobrede han
Italien indtil Tiberen og myrdedes 573 af Rosamundes
elskere Helmiges og Peredus, fordi han i drukkenskab
havde tvunget hende til at drikke af hendes faders
hjerneskal.
Albokarbonlampe, gaslampe, hvis lysstyrke forøges
ved, at gasen blandes med naftalindamp.
Albona, Østerrige, by paa halvøen Istrien, ved
Quarnerobugten, omtrent midt mellem Pola og Fiume. 2 000
indb. Olje-, vin- og kastanjeavl. Brunkulsgruber.
Alboni, Marietta (1823—94), senere grevinde
Pepoli og senest gift med en fransk officer Ziéger, en
italiensk altsangerinde, der var elev af Rossini og endnu
langt op i aarene 1860—70 vakte stor begeistring paa
operaerne i London, Paris, Amerika m. fl. st.
Albornoz, Gil Alvarez Carillo (omtr. 1300—67),
i Cuenea, deltog som erkebiskop af Toledo i krigene
mod maurerne. Senere maatte han paa grund af Peder
den grusommes had flygte til Avignon og udnævntes i
sin landflygtighed af pave Clemens VI til kardinal.
Under pavernes «babyloniske landflygtighed» søgte han
at gjenoprette deres verdslige magt i Kirkestaten og døde
i Viterbo.
Albrecht (tyske konger).
A. I (1248—1308), ældste søn af kong Rudolf I
af Habsburg, blev 1282 hertug af Østerrige, Steyermark
og Krain og 1298 tysk konge. 1308 myrdedes han paa et
tog mod schweizerne af brodersønnen Johan (Parricida). —
A. II (1397—1439), søn af hertug Albrecht IV af
Østerrige, blev efter faderens død 1404 hertug af
Østerrige og 1423 markgreve af Mähren. Han egtede keiser
Sigismunds datter Elisabeth og blev efter hans død 1437
konge i Böhmen og Ungarn. 1438 valgtes han til tysk konge.
Død paa et tog mod tyrkerne.
Albrecht (1489—1545), kurfyrste af Mainz og
erkebiskop af Magdeburg, yngste søn af kurfyrst Johannes
Cicero af Brandenburg, blev 1513 erkebiskop og 1514
kurfyrste. Han beskyttede afladshandelen og blev
derved ophavsmanden til Luthers fremtræden. Han var i
stadig gjæld, men viste sig ganske tolerant.
Albrecht af Brandenburg.
1. A. I der Bär (1106—70), første markgreve af
Brandenburg, søn af Otto den rige af Salzwedel,
forlenedes 1125 med Lausitz og blev 1142 markgreve
af Brandenburg. Kjæmpede med venderne.
2. A. III Achilles (1414—86), kurfyrste
af Brandenburg, søn af Friedrich I, blev 1440 fyrste af
Anspach og 1464 af Bayreuth. 1470 kurfyrste af
Brandenburg. Han udmerkede sig baade som kriger og
statsmand.
3. A. Alcibiades, markgreve af Brandenburg, søn
af markgrev Kasimir, styrede først under formynderskab
landet, som han senere forøgede med Kulmbach-Bayreuth.
Deltog, skjønt protestant, paa keiser Karl V’s
side i den schmalkaldiske krig og fangedes i Rochlitz
1547 af kurfyrst Johan Friedrich af Sachsen. Efter
keiserens endelige seier kom han paa fri fod, kjæmpede
senere snart imod og snart for Karl V og laa desuden i
evig feide med de geistlige og verdslige fyrster i det
vestlige Tyskland. 1554 blev han sat i rigens akt og
flygtede til Frankrige. 1556 vendte han tilbage til
Tyskland og døde i Pforzheim.
4. A., erkebiskop i Magdeburg, se A., kurfyrste af Mainz.
Albrecht af Mecklenburg (omtr. 1340—1412), konge
af Sverige, søn af hertug A. den ældre og Eufemia, søster
af den svenske konge Magnus Smek. 1363 valgte den
svenske adel ham til konge i Sverige. Han begunstigede
tyskerne og maatte derfor 1371 afgive næsten hele sin magt
til det svenske rigsraad. Da han 1386 ved Bo Jonssons
død søgte at sætte sig i besiddelse af alle dennes
eiendomme og i det hele taget at faa de af adelen røvede
krongodser tilbage, vendte stormændene sig til Margrete
af Danmark. Hun modtog den svenske adels hyldest,
og etterat A. 1389 var blevet slaaet og fanget ved Asle,
sad han i fangenskab paa Lindholm slot indtil 1395.
1405 opgav han sine fordringer paa den svenske trone
og vendte tilbage til Mecklenburg.
Albrecht af Mecklenburg.
1. A. den ældre (1317—79), hertug af Mecklenburg, søn
af Henrik Løve, hvem han 1329 efterfulgte i regjeringen,
ophøiedes 1348 til hertug og blev 1358 desuden greve af
Schwerin. Han deltog i kampen mod Valdemar Atterdag,
hvis ældste datter var gift med A.s ældste søn Henrik.
Hans forsøg paa at skaffe dette egtepars søn Albrecht
den yngre den danske trone mislykkedes. —
2. A. III, se A., konge af Sverige —
3. A. den yngre (se ovenf.), blev 1371 bestemt til
Valdemar Atterdags efterfølger som Danmarks konge og
antog denne titel ved morfaderens død 1375. D. 1388. —
4. A. VII (1503—47), egtede 1524 Anna af Brandenburg, en
søsterdatter af Kristian II af Danmark og lod sig 1535 af
lübeckerne lokke til Danmark for sammen med grev Kristoffer
at lede kampen til fordel for Kristian II under grevefeiden.
Han udrettede intet, maatte 1536 ydmyge sig for Kristian
III og forlade Danmark.
Albrecht af Preussen (1490—1568), første
hertug af Preussen, søn af markgrev Friedrich af Ansbach,
blev 1511 stormester for den tyske ridderorden, men
antog 1525 lutherdommen og erklærede ordensregjeringen
for ophævet, samtidig med at han gjorde sig selv til
arvehertug af Preussen under polsk lensoverhøihed.
1544 stiftede han universitetet i Königsberg.
Kjæmpede med adelen, ordensridderne og bønderne.
Albrecht af Sachsen, den modige (1443—1500),
hertug af Sachsen, søn af kurfyrst Fred. den sagtmodige,
bortførtes 1455 sammen med broderen Ernst (se Prinserovet).
1464 egtede han den böhmiske prinsesse
Sidonia og understøttede keiser Fredrik III mod Karl
den dristige. 1498 blev han arvestatholder i Friesland.
Stifter af den Albertinske linje.
Albrecht Friedrich Heinrich (1809—72), yngre
søn af kong Fr. Wilh. III, deltog 1864 i krigen mod
Danmark og 1866 mod Østerrige. 1870 udmerkede han
sig i krigen mod Frankrige. 1830—49 var han gift med
den nederlandske prinsesse Mariane, blev derpaa skilt
og egtede morganatisk grevinde Rosalie v. Hohenau.
Albrecht Friedrich Rudolph (1817—95),
erkehertug af Østerrige, generalfeltmarskalk, deltog i kampen
i Italien 1848—49, havde 1866 kommandoen i Italien og
seirede ved Aistozza. Han har stor fortjeneste af den
østerrigske hærs udvikling.
Albrecht den store (1236—79), hertug af Braunschweig,
søn af hertug Otto puer, dattersønssøn af
Valdemar den store af Danmark, var rigsforstander i
Danmark 1262—63 under Erik Klippings fangenskab.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
