Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arabien - Ordbøgerne: A - arborisé ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor man mellem en række biografier af digtere finder
citeret brudstykker af deres poesier. (Begge disse
sidstnævnte samlinger er istandbragt efter Muhammeds tid.)
Blandt den eftermuhammedanske periodes digtere
fortjener at anføres Omar ibn abî Rabîa (død ca. 718) fra
Mekka, forfatter af fortrinlige erotiske digte; perseren
Abû Nuvâs (d. 810), som bl. a. kvad til vinens pris; Ibn
al-Mu’tazz (d. 908), den vigtigste repræsentant for det
metriske epos i den a. litteratur; og ikke mindst den
berømte, ved hoffet i Aleppo levende Mutanabbi (d. 965),
en af den a. litteraturhistories eiendommeligste skikkelser.
Ved sin originalitet og selvstændighed skiller disse
forfattere sig fordelagtig ud fra de fleste af sine samtidige,
for hvem det ikke saa meget kom an paa digtningens
indhold som paa den høiest mulig drevne virtuositet i
sprogbehandlingen, en retning, som kulminerede i
Maqâme-digtningen, hvis mest fremtrædende repræsentanter er
al-Hamadhânî (d. 1007), med tilnavnet Badî az-zamân
(«tidens under»), og al-Harîrî (d. 1122). Filosofiske digte
blev forfattet af syreren Abû’l-Alâ al Ma’arrî (d. 1057).
Og som religiøse digtere udmerkede sig de to ægyptere
al-Bûsîri (d. 1294) og mystikeren Omar ibn Fârid (d. 1235).
Den a. skjønlitteratur i prosa bestaar fortrinsvis af
romaner, fabler og eventyr. Bekjendt er ridderromanen
om Antara (se ovenfor) og hans elskede Abla (overs, til
norsk af C. A. Holmboe: «Antar, arabernes Bayard»,
Kra. 1881, jfr. «Antar og Abla», Kbh. 1870). Af
fabelsamlinger kan merkes Loqmân’s fabler og «Kalîla va
Dimna»; førstnævnte gjengiver i hovedsagen Æsop’s fabler,
sidstnævnte, oversat fra persisk, stammer oprindelig fra
Indien. Fra Persien og Indien skriver sig ligeledes
adskillige af eventyrene i den samling, som er berømt under
titelen «Tusen og én nat», og hvori bl. a. ogsaa blev
indlemmet fortællingen om Sindbâd (overs, af A. Seippel:
«Soga um Sindbad farmann». Kra. 1900). Af folkedigtning
skal nævnes de poesier, der i sin tid fremkom i Spanien
(efter skemaerne al-muvashshach og az-zadshal), samt de
smaa kjærlighedsviser, der er kjendt under benævnelsen
mavavil. —
De teologiske og juridiske studier og
litteraturer har mange berøringspunkter; de bygger
nemlig begge paa Qor’ânen og traditionen (Hadith).
Af Qor’ân-kommentarer er de mest bemerkelsesværdige
«al-Kash-shâf» (d. e. afsløreren) af az-Zamachsharî (d. 1143),
«at-Tafsîr al-kabîr» (d. c. den store kommentar) af ar-Râzî
(d. 1209), og «’Asrâr at-tanzîl» (d. e. aabenbarelsens
hemmeligheder) af Baidhâvî (d. 1286). Da Qor’ânen for
mange teologiske og juridiske spørsmaals vedkommende
gav utilstrækkelig besked eller endog slet ingen, maatte
man supplere den med beretninger om udtalelser og
handlinger af profeten; saadanne beretninger havde man
tidlig begyndt at samle, og det blev nu en egen
videnskab her at udfinde rækken eller «kjeden» (isnâd) af
troværdige hjemmelsmænd og saaledes skjelne mellem
det egte og uegte; den mest bekjendte traditionssamler
er al-Buchârî (d. 870). Som forfattere paa dogmatikens
omraade har udmerket sig al-Ghazâlî (d. 1111),
ash-Shahrastânî (d. 1153, forf. af «al-milal va’n-nihal», «(Islams)
religiøse sekter og (filosofiske) skoler»), as-Senûsî (d. 1488)
og as-Sujûtî (d. 1505). Statsretten har fundet en
udmerket fremstiller i al-Mâvardî (d. 1058). —
Inden den historiske litteratur finder vi meddelelser
om den førmuhammedanske og den ældste muhammedanske tid
hos henholdsvis al-Kalbi (d. 819) og al-Vâqidî (d. 823).
Den værdifuldeste biografi over Muhammed er leveret af
Ibn Ischâq (d. 766). Foruden en række andre biografier
samt skildringer af enkelte landes og folkeslags historie
— saaledes er Ægyptens historie skildret af al-Maqrîzî
(d. 1441) og den ovennævnte Sujûtî, medens al-Maqqari
(d. 1632) har skrevet om de spanske arabere — har vi
universalhistoriske arbeider forfattet af Ibn Qutaiba (d. 889),
at-Tabarî (d. 921), al-Mas’ûdî (d. 956), Ibn al-Athir (d. 1234),
Abû’lfidâ (d. 1331), og fremfor alle spanieren Ibn Khaldûn
(d. 1406). Af litteraturhistoriske verker kan
merkes den tidligere anførte «Kitâb al-aghâni» samt «Fihrist»
(d. e. fortegnelse), forfattet 988 af an-Nadîm. I denne
sammenhæng bør nævnes, at geografien har faaet
vegtige bidrag fra den a. litteratur, dels gjennem
reisebeskrivelser (Ibn Fadlån besøgte i aaret 921
volgabulgarerne, Ibn Batûta (d. 1377) gjennemreiste omtrent hele
den da kjendte verden lige til Kina og Ceylon), dels
gjennem teoretiske arbeider, bl. a. af al-Istachrî
(kartografi, 951), al-Maqdisî, d. 988, og al-Idrîsî, 1154
(systematisk geografi), al-Bîrûnî, d. 1048 (beskrivelse af Indien
hvor han opholdt sig som lærer), Jâqût, d. 1229
(alfabetisk stedleksikon).
Afstanden mellem talesproget og Qor’ânens sprog,
samt den omstændighed at Qor’ânen ikke maa
oversættes, fremkaldte allerede i 8 aarh. et indgaaende
filologisk studium. Paa syrisk, oprindelig græsk, grundlag
opbyggedes et skarpsindigt grammatisk system,
fortrinsvis inden de to rivaliserende grammatiske skoler i Basra
og Kufa (ved Eufrat), siden ogsaa ved høiskolen
an-Nizamîje i Bagdad, Fremragende grammatikere var
Sibavaih i Basra (d. 796) og den tidligere nævnte
Zamach-shari (hvis grammatiske verk «al-Mufassal» er udgivet
af J. P. Broch, 2 udg. Kra. 1879), samt Ibn Adshurrûm
(d. 1323), hvis lærebog «al-Adshurrumîje» benyttes af
muhammedanerne den dag idag. Som leksikografer har
navnlig udmerket sig al-Firuzabâdi (d. 1414) og Ibn
Manzûr (d. 1311, forf af «lisân al-’arab», d. e. arabernes
sprog, i 20 bind). Den a. filosofi, hvis blomstringstid
ligger mellem 9 og 13 aarh., og som gaar ud fra
overveielser angaaende Guds attributer, hans forhold til
verden, menneskets fri vilje o. s. v., er i formel
henseende sterkt afhængig af de græske filosofer; og det
var gjennem latinske oversættelser fra arabisk, at
middelalderens Europa fik et nærmere kjendskab saavel til
Platon som til Aristoteles. Blandt a. filosofer kan
nævnes-al-Kindî (d. 864), al-Farâbi (d. 950), Ibn Bâdsha
(Aven-pace, d. 1138), Ibn Sînâ (Avicenna, d. 1037), Ibn Rushd
(Averroes, d. 1198) og Ibn Maimûn (Maimonides, d. 1204).
De tre sidstnævnte er tillige, sammen med ar-Râzî
(Rhazes, d. ca. 930), repræsentanter for den a. medicin,
der ligeledes hovedsagelig bygger paa oversættelser fra
græske lærde, navnlig Galenus og Hippokrates.
Botaniken fandt en dyrker i spanieren Ibn Baitâr (d. 1248).
Den a. matematik hviler paa græsk og indisk
grundlag (saaledes er f eks. de saakaldte «arabiske» sifre i
virkeligheden indiske); men der blev hertil føiet selvstændige
bidrag, særlig paa talteoriens, trigonometriens og
algebraens (et arab. ord) omraade (al-Khvârazmî’s (ca. 820)
algebra, oversat til latin, spillede en dominerende rolle i
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
