Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 995-996 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Biord ... - Ordbøgerne: C - cauchemar ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

1391 blev hun kanoniseret. Paa kirkemøderne i Konstanz
og Basel angrebes hendes aabenbarelser, men angrebene
og indsigelserne mod hendes kanonisation blev slaaet til
jorden. [«Uppenbarelser», udg. af Klemming; Fr.
Hammerich, «Den hellige Birgitta» ; G. Bildt i «Ord och bild» 1896.]

Birgittinerordenen, klosterorden, hvis regler den
hellige Birgitta mente at have faaet af frelseren under
et besøg paa Vadstena slot. Det officielle navn er «Vor
Frelsers orden». Regelen er fuld af symbolske træk.
Munke og nonner skal bo i samme kloster, adskilte ved
en mur, ialt 85, 60 nonner og 25 munke. Hovedklosteret
var Vadstena. Snart kom der klostre rundt om i Europa.
I Danmark Maribo og Mariager. 1 Norge fik ordenen
overladt det rige benediktinerkloster Munkeliv ved Bergen.

Biri, herred i Kristians amt, 406 km.² med
4837 indb.; 12.5 pr. km.² Herredet, der svarer til Biri
prestegjeld med Biri og Snertingdalen sogne, ligger paa
vestsiden af Mjøsen, nord for Gjøvik; det gjennemskjæres
af 2 store dalfører i retning øst—vest. Sydligst
Snertingdalen, der i sit østlige parti benævnes Redalen, og
nordligst Biri’s hoveddalføre. Nordsiden af begge disse
dalfører bestaar af veldyrket bakketerræn, sydskraaningerne
er derimod bratte skoglier. Langs Mjøsens bred
(Biristranden) er ligeledes veldyrkede bakkepartier med
tildels store gaarde. Imellem dalførerne er skogklædte
aas- og myrstrøg med høider opimod 900 m. Gjennem
Snertingdalen fører bakket bygdevei over til Torpen ved
Dokkas dalføre. De vigtigste næringsveie er jordbrug
med skogdrift. Der drives ogsaa nogen fabrikdrift (flere
sag- og møllebrug, 2 teglverker, 1 ostefabrik, 2
kardefabriker, 1 blikvarefabrik). Der findes 3 meierier. Herredet
har egen sparebank, oprettet 1857, og egen brandkasse.
Antagen formue 1906 4504000 kr., indtægt 800065 kr.

Biri glasverk, i B. herred, nær kirken af samme
navn, paa Mjøsens vestside. Det anlagdes i 1761 af det
Sorte eller Octroyerede norske kompani (Fabrikkompaniet).
Driften begyndte i 1766. Verket gik i 1775
over til statseiendom, men solgtes i 1824 til et
participantselskab. Der fabrikeredes væsentlig vindusglas og
flasker. Driften stansede i 1877 og har senere ikke været
gjenoptaget, men bygningerne staar fremdeles.

Birk (betula), slegt af birkefamilien, trær eller buske
med tætblomstrede rakler og aromatiske harpikskjertler
paa de unge grene og blade. Hanraklerne er betydelig
større end hunraklerne, som sidder paa egne, smaa,
bladede sideskud. Blomster og blade sprætter samtidig om
vaaren. Af vore tre arter er lavlands-b. (b. verrucosa)
og fjeld-b. (b. odorata) vore vigtigste skogdannende
løvtrær. De har begge, ialfald i yngre alder, en glat
bark, hvilket skriver sig fra, at det yderste, hvide korklag,
«næveren», der er lagdelt efter aarstilveksten, er elastisk
og strækkes med, eftersom stammen vokser i tykkelse.
Den hvide farve er betinget af cellernes luftindhold.
Fjeld-b., som er udbredt gjennem hele landet, danner paa
fjeldsiderne ovenfor bartrærnes grænse det saakaldte
birkebelte; den anden art tilhører kun de lavere egne,
søndenfor Trondhjems stift. — B. er et værdifuldt nyttetræ.
Veden anvendes til brænde og som materiale til møbler
etc. Særlig skattet er til sidstnævnte brug den saakaldte
val-b., hos hvilken der paa grund af aarringenes
uregelmæssighed og forvredne forløb fremkommer eiendommelige
og virkningsfulde tegninger i veden. — Næveren
anvendes til underlag under torven paa torvtage, til
næverskrukker o. a. Dverg-b., kjærringris, rape (b.nana) er
en i vore fjeldegne almindelig liden busk under meterhøide
med runde, neglstore, tykke og rundtakkede blade og
oprette rakler. I træløse trakter tjener den tildels som brænde.

Birk.

Birk betegnede under Norges forening med Danmark
et særskilt slags jurisdiktions-distrikt. I Danmark erholdt
adelen i stor udstrækning birkeret med adgang til at
trække befolkningen bort fra de almindelige domstole ind
for en af birkepatronen ansat og af ham afhængig
birkedommer. I Norge tilkom saadan birkeret kun
grevskaberne Laurvig og Jarlsberg og baroniet Rosendal
samt nogle faa adelige sædegaarde. Denne ret blev
ophævet ved adelsloven af 1 aug. 1821 sammen med
hals-og haandsretten samt sigte- og sagefaldsretten.

Birkaaker, gaardklynge med kapel af samme navn
i Rennebu herred, der hvor veien gjennem Orkedalen
tager af fra Opdal—Storen-veien. 427 m. o. h.

Birka, se Björkö.

Birkebeiner (oldn. birkibeinar) var oprindelig et
spottenavn paa den oprørsflok, som 1174 sluttede sig
til Eystein Meyla og 1177 led nederlag paa Re ved
Tønsberg, hvor Eystein Meyla faldt. Levningerne af flokken
flygtede til Vermland, hvor de tog Sverre til fører. Han
fandt støtte i Sverige og Trøndelagen og uddannede sine
b. til en udmerket staaende hær, som snart viste sig det
almindelige landsforsvar fuldstændig overlegen. I spidsen
for dette blev kong Magnus Erlingssøn slaaet paa
Kalvskindet (ved Nidaros) 1179, hvor hans fader, Erling
Skakke, faldt, aaret efter paa Ilevoldene (ved Nidaros), i
1181 og 1183 ved Bergen. 1184 faldt endelig Magnus
Erlingssøn i sjøslaget ved Fimreite i Sognefjorden.
Sverre og hans krigere var nu herrer i landet, og b. var
allerede et hædersnavn, der længe bevaredes som
partinavn for dem, som holdt paa Sverre og hans æt. En
række nye oprørsflokke (kuvlunger, øskjegger o. a.) reiste
sig mod seierherrerne, men blev hver i sin tur
overvundet. Farligst var baglerne (s. d.). Kampen mellem
disse og b. fortsattes ogsaa efter Sverres død (1202), indtil
der i 1208 blev indgaaet forlig, saaledes at b. og deres
konge Inge Baardssøn beholdt magten i den største del
af landet og lenshøiheden over det øvrige. Da baglerne
derpaa i 1218 underkastede sig Sverres sønnesøn, Haakon
Haakonssøn, og de mindre oprørsflokke (slitunger,
ribbunger) opløstes, blev ogsaa navnet b. overflødigt; det
optoges vel atter af kongens mænd under hertug Skules
oprør, men faldt derefter bort som partinavn og brugtes
kun i betydning af veteraner. B.s historiske rolle blev

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>