Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brasilien ... - Ordbøgerne: D - défaillir ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indvandrede en del jesuiter, hvis mission bidrog meget
til kolonisationen; bl. a. anlagde de 1554 São Paulo.
Midt i 16 aarh. søgte franskmændene at nedsætte sig
omkring elven Rio de Janeiro, men 1567 fordrev
generalguvernør Mem de Sá dem og grundede byen Rio de
Janeiro. Under Portugals forening med Spanien (1580—1640)
erobrede hollænderne Rahia 1624 og Pernambuco 1630,
hvor de fik en blomstrende koloni, som Portugal
først gjenvandt 1654 ved Englands hjælp. Ved freden
1661 opgav Holland helt B. mod at faa Ceylon og Celebes.
Efter 1640 fortsattes koloniseringen; navnlig Paulisterne
trængte langt frem mod s. og i det indre. Derved kom
de i strid med jesuiterne, som modarbeidede slaveriet
og besad store indianerkolonier i Paraguay og omkring
Parana. Ved jesuiternes fordrivelse 1759 delte Spanien
og Portugal deres «missiones» imellem sig; men først
ved S. Ildefonsotraktaten 1777 fastsattes B.s grænser
mod s., idet Portugal beholdt provinserne Sta. Catharina
og Rio Grande do Sul og Spanien fik Uruguay.
Overfor R. anvendte Portugal det sedvanlige merkantilistiske
princip: den størst mulige udbytning af dets
koloniale rigdomme, især guld- og diamantminer, medens
enhver selvstændighed i aandelig og kommerciel
henseende blev undertrykt og al handel forbeholdt
moderlandet. Følgen af dette udsugningssystem blev ogsaa,
at da B. sidst i 18 aarh. gik betydelig frem i aandelig
kultur, vaagnede nationalfølelsen, og en sterk
uafhængighedstrang gjorde sig gjældende. Endelig, da Johan
VI forjaget af Napoleon 1807 forlagde residensen til
Rio de Janeiro, aabnedes havnene for fri handel med
andre nationer, og B. fik titel af kongerige. 1816
vendte dog Johan VI tilbage til Portugal og efterlod sin
søn Dom Pedro i B. De portug. cortes vilde nu paany
styre B. paa samme maade som før, men nationalbevægelsen
blev for sterk. Dom Pedro erklærede B.s
uafhængighed og udraabtes til keiser 1822. Han blev
dog som portugiser aldrig populær, trods en meget fri
forfatning han gav 1824, og heller ikke lykkedes det
ham at faa gjennemført en ordnet og fast forvaltning;
tvertimod viste der sig en tydelig tendens til at opløse
landet i smaastater. Han forlod derfor B. og
efterfulgtes af sin 6-aarige søn. Dom Pedro II (1831—89).
Under hans formynderskab ændredes forfatningen 1834;
hver provins fik lovgivende forsamlinger og udstrakt
selvstyre, saa at B. blev et føderativt keiserdømme af
20 stater og rigets enhed bevaret. I perioden 1850—89
skede der betydelige fremskridt paa alle omraader,
handelen udvikledes og finanserne kom i orden trods
en blodig krig med Paraguay 1865—70, hvorved B.
sikrede sig fri skibsfart paa La Plataelven. Pedro II
regjerede i det hele dygtig og gjorde meget for at ophjælpe
sit land. Under hans fravær paa en reise i Europa
1888 fik hans datter Isabella temmelig pludselig slaveriet
ophævet uden nogen erstatning til eierne. Dette vakte
stort misnøie blandt mange, navnlig planterne; hertil
kom utilfredsheden med den strengt centraliserende
forvaltning af provinserne samt en stadig voksende
revolutionær propaganda. En revolution ledet af Deodoro
da Fonseca udbrød, Dom Pedro landsforvistes og Fonseca
blev præsident (1889—91). Stat og kirke blev nu adskilt
1890 og en ny forfatning givet 24 febr. 1891, men
Fonsecas misstyre af finanserne og militaristiske diktatur
vakte opstande mod ham, saa han maatte fratræde og
afløstes af Floriano Peixoto (1891—94). Denne fortsatte
det vilkaarlige regimente, hvorfor de sydlige stater og
flaaden under admiral da Melho gjorde oprør og
beleirede Rio de Janeiro et halvt aar. Peixoto blev ganske
vist herre over opstanden 1894, men maatte samme aar gaa
af. Prudente de Moraës Barros (1894—98), bekjæmpede
militarismen, korruptionen og følgerne af den daarlige
administration siden 1889, men hindredes meget af den
store Jagunços-opstand, ledet af Antonio Conselheiro,
en merkelig eventyrer, som tilslut faldt i sept. 1897.
Dr. Campos Salles (1898—1902) stræbte ligeledes at
reorganisere finanser og forvaltning, hvilket arbeide
fortsattes af hans efterfølger Rodrigues Alves (1902—06),
saa at man nu tør haabe, at B. gaar en fredeligere
udvikling imøde. Den nuværende præsident Affonso Penna
tiltraadte 15 nov. 1906.
Litteratur. B.s litteratur faldt i lang tid sammen
med den portugisiske og blev først mere selvstændig i
løbet af det 19 aarh. Blandt det 17 aarh.s digtere var den
urolige, skarpe, hensynsløse satiriker Gregorio de Mattos
og lyrikeren Manoel Botelho de Oliveira, der var
paavirket af de spanske gongorister. 1 første halvdel af
det 18 aarh. levede den begavede komediedigter, jøden
Antonio José da Silva. Hos hans samtidige, epikeren
Manoel de Santa Maria Itaparica, var der en strømning
mod det nationale. Denne tendens blev dog først
tydelig hos digterne i sidste halvdel af det 18 aarh. Kort
efterat arkadiernes selskab var stiftet i moderlandet, fik
Brasilien sit «Arcadia ultramarina» (1763). Denne tids
mest fremtrædende digtere var fra provinsen Minas-Geraes,
der særlig var arnestedet for uafhængighedsidéen.
De udgjorde en national digterskole, «poetas
mineiros» : epikerne José de Santa Rita Durao og José
Basilio da Gama, der begge behandlede emner fra
europæernes erobringer i Sydamerika, endvidere den tanke-
og stemningsfine elegiske lyriker Thomas Antonio Gonzaga,
lyrikeren Claudio Manoel da Costa, der var paavirket
af de gamle italienske digtere, og den erotiske lyriker
Ignacio da Silva Alvarenga. I begyndelsen af det
19 aarh. spillede det religiøse element en fremtrædende
rolle gjennem de to digtere Antonio Pereira de Souza
Caldas og Frei Francisco de São Carlos. Den nationale
tendens gjorde sig gjældende i de patriotiske digte af
José da Natividade Saldanha og José Bonifacio de Andrade
e Silva samt hos Francisco Vilella Barbosa. Af andre
forfattere kan nævnes Marianno José Pereira da Fonseca
med sine maksimer. En ny retning, den national-romantiske
skole, indlededes af den mangesidige Domingos
José Gonçalves de Magalhães, Brasiliens mest bekjendte
digter; den fortsattes bl. a. af lyrikeren og epikeren
Manoel de Araujo Porto-Alegre og den særlig
talentfulde lyriker, epiker og dramatiker Antonio Gonçalves
Dias samt senere af lyrikeren og kritikeren Tobias
Barreto de Menezes. I 1870-aarene trængte som i Europa
den realistiske retning igjennem. Det betydeligste navn
er her digteren og litteraturhistorikeren Sylvio Romero.
Blandt de øvrige talrige forfattere og kritikere, som
sluttede sig til denne retning, maa særlig nævnes
romanforfatteren José Martiniano de Alencar.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
