Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst ... - Ordbøgerne: D - dølge ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
teglstensarkitektur, hvori der spores reminiscenser
af en forhistorisk træ-b. Da de indvandrende semiter
omkr, 3000 f. Kr. underlægger sig landet og grunder
riget i Babylon, optager de den sumeriske kultur og
udvikler teglstensarkitekturen videre. De babyloniske
kongepaladser, f. eks. i Tello og Warka, var
terrasseformet opbygget med talrige, temmelig smale rum
ordnet omkring aabne gaardspladse; murene opførtes af
soltørrede eller brændte tegl, tagene dannedes af
palmestammer; væggene var tildels bemalt, men synes
derimod ikke oprindelig at have været dækket af glasserte
tegl, saaledes som senere saa almindelig var tilfældet;
façaderne orneredes med sammenstillede halvkolonner,
mindende om en træhyttes palmestammer, og maaske
en overførelse i tegl af denne gamle byggeform. (Se
Baby1onien.)
En rigere udviklingsform af den babyloniske b. finder
vi hos assyrerne. Særlig de mest fremragende herskere
under storhedstiden, fra det 9 aarh. af, som
Assurbanipal og senere Sargon og hans efterfølgere, opførte
i sine forskjellige residensbyer mægtige paladsanlæg,
hvor flere saavel konstruktive som dekorative
eiendommeligheder er originalt assyriske. En nyskabning
er saaledes hvælvbuen, anvendt i mange tøndehvælv
over paladsrummene. Typisk for de assyriske paladser
er vægbeklædningen, mægtige relief-friser i kalksten og
alabast med høist interessante billedfremstillinger af den
kongelige bygherres regjeringshistorie, og desuden friser
af glasserte tegl med rig planteornamentik, hvori foruden
originalt assyriske motiver ogsaa enkelte ægyptiske, som
lotusblomst og lotusknop, forekommer. Flere af de
assyriske figurmotiver, særlig de vingede dyre- og
menneskeskikkelser, har gjennem antik græsk kunst og
jødiskkristelig tradition og symbolik levet videre indtil vore
dage. (Se Assyrien.)
Den persiske b., som vi kjender den fra ruinerne
af Persepolis, Susa, Ekbatana og Pasargade, er en
pragtfuld blandingsstil af ægyptiske, babylonisk-assyriske,
lilleasiatiske og gamle mediske elementer, uden særlig
udpræget originalitet. Mest egenartet virker det persiske
kapitæl, i sin enklere form bestaaende af to fra hinanden
vendte forkroppe af tyre eller enhjørninger, som bærer
overliggeren paa sine nakker; en mere sammensat form
af kapitælet forekommer ogsaa, hvor der under de
bærende dyrekroppe er stillet et slags volutkapital paa
høikant, derunder igjen et slags kalkkapitæl, saaledes
altsaa tre forskjellige kapitæler stablet ovenpaa hinanden
uden organisk sammenhæng, et eiendommeligt udslag af
den persiske blandingskunst. I de pragtfulde
kongepaladser var søilehaller meget anvendt, særlig berømt
var Xerxessalen i Persepolis; af gravbygninger er mest
bekjendt Kyros’ grav ved Pasargade.
Fønikernes b., hvoraf forresten kun kjendes
sparsomme levninger, væsentlig gravbygninger, er ligesom
deres hele kultur sammensat af elementer fra de
kulturfolk, med hvilke de kom i forbindelse som handelsmænd
eller kolonister; ægyptisk og assyrisk paavirkning er
fremherskende. Salomos tempel og palads i Jerusalem fra
begyndelsen af det 1 aartusen var bygget af fønikere.
Men ikke blot Fønikien, ogsaa Lilleasien og særlig Cypern
var sædet for en merkelig kulturblanding; man kan
næsten betegne den som international, hvor der dog paa
mange felter skimtes gamle nationale former. Paa
Lilleasiens kyst og paa de græske øer og fastland fremstod
i det 2 aartusen f. Kr. paa denne vis en af oldtidens
eiendommeligste kulturer, den mykeniske, af stor
betydning for den senere udvikling, idet den i meget danner
grundlaget for den græske kunst.
Den mykeniske b. er væsentlig knyttet til de
karakteristiske, indbyrdes lidet afvigende borganlæg ved de
forskjellige smaarigers hovedbyer, som Mykene, Tiryns,
Troja, Athen, Argos, med deres kongelige privatbygninger
og grave. Murene er opbygget af større og mindre
utilhugne, mangekantede stene uden bindemiddel, de
saakaldte kyklopiske mure, og deres tykkelse er gjerne
meget betydelig. De indre murvægge bestaar af
soltørret tegl; søilernes baser er af sten, men skaftet af træ.
Egte hvælvkonstruktioner forekommer ikke, derimod
saakaldte «falske hvælv», bestaaende af udkragede stene,
anvendt bl. a. steder i de underjordiske kuppelgrave
som det saakaldte Atreus’ skatkammer. I borgens
kongebolig bestaar hovedbygningen af en aaben forhal med
to søiler mellem de fremskydende sidemure (anter),
derindenfor et mindre forrum (prodomos) og inderst det
større rum, mændenes forsamlingssal (megaron) med et
tag baaret af fire søiler og ildstedet midt paa gulvet
mellem søilerne. Af denne hustype er antagelig
grundformen for det græske tempel fremgaaet. Det allerede
i oldtiden mest bekjendte mykeniske bygverk er
borgmuren i Mykene med «løveporten», hvor den trekantede
overligger er smykket med en relief-fremstilling af to
modvendte løver med en søile stillet imellem dem.
Græsk b. Ved hellenernes indvandring blev de
mykeniske folk fuldstændig undertrykt. Men deres kultur
gik dog ikke helt tilgrunde. De kulturelt lavere staaende
erobrere optog til en vis grad de undertvungnes høiere
kultur og fik derved et grundlag, paa hvilket den græske
kunst er udviklet. I de første aarh. efter indvandringen
synes hellenernes b. væsentlig at have bestaaet af
træbygninger; efterhaanden kom huggen sten mere og mere
til anvendelse. Fra overgangstiden er Heratemplet i
Olympia, med søiler oprindelig af træ, men efterhaanden
erstattet med søiler af sten; søilekapitælerne fremviser
de forskjellige udviklingsformer af det doriske kapitæl.
I tempelbygningen finder vi den græske b. klarest
udtrykt. Templet laa paa en trinvis opstigende
underbygning og bestod af en rektangulær bygning, som i sin
enkleste form bare indeholdt et hovedrum (naos, cella)
for gudebilledet og en aaben forhal (pronaos); i mere
udviklede tempelformer fandtes en lignende hal som
forhallen ogsaa bag cellaen (posticum) og indenfor denne
hal et skatkammer (opisthodomos). Tempelarkitekturen
er udelukkende knyttet til bygningens ydre, og efter
antallet og anordningen af søiler og søilerækker foran og
omkring cellaen inddeles tempelformerne. Det græske
tempel er et genialt gjennemført organisk hele, hvor
hvert arkitektonisk led og hver dekorativ detalj ned
til de mindst betydelige føier sig harmonisk ind i
helhedsvirkningen. Et saa fuldendt kunstverk som det græske
tempel synes b. aldrig tidligere eller senere at have
frembragt. I den græske b. adskiller sig to hovedstilarter,
den doriske og den joniske, let kjendelige ved forskjellige
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
