Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Byzantinsk rige ... - Ordbøgerne: E - effet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byzantinske rige
1453). Under betegnelsen indbefattes ogsaa de under det
Latinske keiserdømme (1204^—61) prægede mynter.
Mest udgik de fra Konstantinopel (Byzants), ofte dog
ogsaa fra de anseeligere provinsbyer, som Antiochia og
Alexandria, efter det vestromerske riges undergang ogsaa
fra Rom og i de tider, da det byzantinske keiserdømme
skaffede sig store udvidelser, fra byer som Kartago,
Ravenna og Mediolanum (Milano). Mynterne naaede ved
handel viden om, selv til Norden.
Byzantinske rige (østromerske rige, græske
keiserdømme) dannedes 395 e. Kr., da Theodosius den store
delte det romerske rige mellem sine to sønner, Arcadius
og Honorius. Arcadius, den ældste (395—408), fik alle
asiatiske provinser, Ægypten og Kyrenaika, størstedelen
af Illyrien, Dacien, Møsien, Thrakien, Makedonien og
Achaia. Han lod sig helt lede først af sine formyndere,
senere af sin rænkefulde hustru Eudoxia. Under hans
søn Theodosius II (408—50) styrede dennes udygtige
søster Pulcheria, som efter broderens død blev
keiser-inde og egtede den gamle senator Marcianus (450—57),
der med held hindrede Attilas frygtelige angreb. I den
følgende tid blev slaver og bulgarer rigets værste fiender,
og Anastasios I (491—518) byggede en mur fra Propontis
til det Sorte hav for at dække Konstantinopel mod deres
plyndringstog. Krigen mod romernes gamle fiender
perserne begynder nu igjen og fortsættes af Justinus I
(518—27) og hans brodersøn Justinian I (527—65), der
bragte riget en ny glansperiode. Han gjennemførte
enevældet og den strenge ortodoksi og lod udarbeide
«Corpus juris civilis» under ledelse af juristen Tribonian.
Nordgrænsen dækkedes af en række fæstninger,
vandalerriget tilintetgjordes af Belisar 533—34, Italien
erobredes 553 tilligemed en kyststrækning af Spanien.
Kampen mod perserne afsluttedes ved en fred (562), der
kjøbtes mod en aarlig tribut. — Under Justinians
efterfølgere gik det sterkt tilbage igjen. Longobarderne
erobrede det meste af Italien (568), slaverne gjorde
hyppige indfald og perserne erobrede baade
Mesopotamien og Syrien; men den kraftige Heraklios (610—41)
drev avarer og slaver tilbage og gik 622 mod perserne,
som maatte tilbagegive alle erobringer ved freden 628.
Til gjengjæld erobrede araberne Syrien 633—40,
Ægypten 639—42, Tripolis 668 og Kartago 698. Efter
Heraklios’ død syntes riget i fuld opløsning, svækket af
pøbeloprør og soldateropstande. Slaverne oversvømmer
Balkanhalvøen, bulgarerne bosætter sig mellem Donau
og Balkan, og Konstantin IV Pogonatos (668—85) maa
udholde en langvarig beleiring af araberne i
Konstantinopel, 672—77. En ny herskerslegt, den syriske,
bringer imidlertid atter riget paa fode. Leo III,
isaure-ren, afslog en arabisk beleiring af hovedstaden, 717—18,
og reddede derved Europa fra arabernes indfald;
ligeledes hævdede han Donaulinjen mod slaverne. Det 8
aarh. fyldes hovedsagelig af billedstriden (s. d.). 726
forbød Leo den afgudiske billeddyrkelse, og folket delte
sig fra nu af i to partier, billedtjenere (ikonoduler) og
billedstormere (ikonoklaster). Presterne og
keiserinderne hørte i regelen til de første, medens keiserne
søgte at sætte en skranke for prestestandens og
munkenes voksende magt. Leo’s søn, Konstantin V (741—75),
kaldt Kopronymos (besudleren) paa grund af sin kamp
effet—effort
mod billederne, bekjæmpede heldig arabere og bulgarer.
Efter hans søn, Leo IV (775—80), regjerede dennes enke
Irene for sønnen Konstantin Porfyrogennetos (780—97)
og fik atter indført billeddyrkelsen paa den anden synode
i Nicæa, 787. Sin søn lod hun blinde og regjerede selv,
til hun blev myrdet 802. Efter et par uduelige keisere
fulgte den dygtige Leo V, armenieren (813—20), som
tvang bulgarerne til en ydmygende fred, 817, og
ophævede beslutningen i Nicæa, hvorfor prestestanden lod
ham rydde afveien. Under de næste keisere tog
saracenerne Kreta, hvorfra de foretog plyndringstog; de
erobrede ogsaa Sicilien 827. Billedstriden blev bragt
tilende under Michael III (842—67) af hans moder
Theodora, idet en synode i Konstantinopel fordømte
ikono-klasterne, 842. Samtidig gik det imidlertid sterkt tilbage
med rigets ydre magt; araberne erobrede en stor del af
Lilleasien, Bulgarriget udvidede sig stadig, og russerne
begyndte ogsaa at angribe Konstantinopel, 865. Det
nye, makedoniske dynastis første hersker, Basilius I
(867—86), regjerede kraftig og forstod at afverge
barbarernes mange angreb, men hans efterfølgere Leo VI,
filosofen (886—911), og den lærde historiker Konstantin
VII Porfyrogennetos (912—59) overlod styret til andre,
og kun kalifatets samtidige opløsning og bulgarernes
omvendelse hindrede det B. r.s undergang. Derpaa fulgte
flere dygtige soldaterkeisere, som atter udvidede rigets
magtomraade. Nikeforos II Fokas (963—69) gjenvandt
Kreta og slog araberne i Lilleasien; Johannes Tzimiskes
(969—76) erobrede Østbulgarien, 971, og makedoneren
Basilius II (976—1025) hævdede endnu engang den
gamle Donaugrænse efter at have erobret det
vestbul-gariske rige, 1018, som saa hørte til det B. r. indtil 1186.
Under hans broderdatter Zoe (1028—54) indtræder atter
en kortere forfaldsperiode; i hendes tjeneste stod Harald
Sigurdssøn som betroet officer ved den nordiske livgarde
(væringerne). Hæren indsatte derpaa den dygtige feltherre
Isaak I Komnenos (1056—59), med hvem en ny slegt,
Komnenerne, besteg tronen. Hans fasthed bragte igjen
orden i de forvirrede forhold, men de følgende keisere
formaaede ikke at klare de ydre vanskeligheder. Robert
Guiscard bemægtigede sig alle de græske besiddelser i
Syditalien, 1071, og Romanos IV (1068—71) blev slaaet
og fanget 1071 ved Manzikert af seldsjukfyrsten Alp
Arslan, som derpaa erobrede hele Lilleasien. Først den
næste Komnen, Isaaks brodersøn Alexios I (1081—1118),
en klog og energisk hersker, trængte atter fienderne
tilbage. Han afvergede et normannisk angreb paa
Balkanhalvøen og under det første korstog (1096—99)
udnyttede han efter bedste evne korsfarernes indre splid.
Hans søn Johannes II (1118—43) og sønnesøn Manuel I
(1143—80) var dygtige krigere, der gjenerobrede det
meste af Lilleasien og med held tilbageslog slavernes
angreb. Men efter Manuels død indtræder den vildeste
forvirring med blodige paladsrevolutioner og grusomme
mord. Isaak II Angelos (1185—95) blev blindet og
afsat af sin broder, Alexios III (1195—1203), men hans
søn Alexios bevægede venezianerne og de franske riddere
til at rette det fjerde korstog mod Konstantinopel.
Alexios IV blev keiser, men afsattes ved en folkeopstand,
hvorpaa korsfarerne stormede og plyndrede det hidtil
uovervindelige Konstantinopel. At det B. r. i saa mange
elfet (D m, virkning;
iverksæt-telse; indtryk; (pi) tøi, gods;
veksel. en effet virkelig.
efFete @ kraftløs, udlevet,
effeuillaison ® f, løvfaldstid.
effeuiller afblade.
efficace efficacious ©
virksom, kraftig.
efficacité ® f, efficacy ©
virkekraft.
efficiency ©virksomhed; (fuld)
brugbarhed. efficient virksom,
kraftig; fuldt brugbar; (virkende)
ie (5 f, effigy © billede,
effiler ® udtrevle;
overanstrenge. effilé tynd, smal.
effiloche, -que (f) f, silketrevl;
(pi) floksilke.
efflanquer (f) udmagre.
effleurer (f) streife,
effleurir: s’e. (f) forvitres,
efflloresce ©(kem.) udblomstre,
efflorescence © & ® f,
blomstring, flor; udslæt; ud-, forvitring.
efflorescent © & ®
fremblomstrende.
effluence © & (f) f, udflyden,
udstrømning.
effluent © & (?) udstrømmende.
effluve ® m, effluvium ©
udstrømning, uddunstning.
efflux © udflyden, udsti’ømning.
effluxion ® f, tidlig abort,
elfondrer (f) nedpløie (gjødning);
slaa bunden ud paa. S*e. styrte
sammen.
efforcer s’e. anstrenge sig.
efFort © & (f) m, anstrengelse;
præstation.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
