Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cykliske digtere ... - Ordbøgerne: F - flakke ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
525 Cykliske digtere—Cyli’ndergang
Ord, som ikke findes under C, maa søges under K.
526
under kjørselen tjener ikke blot til styring, men
muliggjør ogsaa balanceringen. Forgaflen er noget heldende,
og gaffelgrenene er bøiet fremover; herved opnaaes
det, at forhjulets stilling bliver stabil, saa at man ogsaa
kan kjøre uden at røre styret, idet man baade styrer
og balancerer ved at bøie sig til den ene eller den anden
side. I stativets nederste knudepunkt, som gjerne ligger
noget lavere end hjulakslerne, er vevlageret anbragt, og
dette bærer vevakselen med sine to under 180 °
fortsatte vevtappe, som drives rundt ved, at man træder
paa pedalerne (fig. 7). Fra vevakselen overføres
bevægelsen ved kjedehjul og kjede, undertiden ogsaa ved to
par koniske tandhjul til baghjulsakselen. Udvekslingen
indrettes altid saaledes, at hjulet kommer til at gjøre
flere omdreininger end pedalerne. Hjulene dreier sig
om faste aksler i henholdsvis for- og baghjulsgaffelen.
Navene har i hver ende en kugleskaal, hvortil svarer
en konus paa hver ende af akselen. Trykket overføres
fra konus til kugleskaal gjennem hærdede staalkugler.
Ekerne er af staaltraad og stramt udspændt mellem navet
og felgen. For stivhedens skyld er ekerne ordnet efter
to kegleflader og tangentielt i forhold til navkransene.
Felgene er af træ eller staal og udvendig hule af hensyn
til luftringene (fig. 8). Disse bestaar af et indre lufttæt
rør af tyndt gummi («slangen») og et sværere «dæk»,
som yderst har et slidelag af gummi og indvendig et lag
seildug, som dels modvirker gummiens elasticitet, dels
yder nogen sikkerhed mod punkteringer (gjennemhulning).
Til slangen hører en ventil (fig. 9), som stikker ud
gjennem felgen, og hvorigjennem oppumpningen (indtil 2^/2
atm.) finder sted. Luftringene er af stor betydning ikke
alene for rytterens behagelighed, men ogsaa for
holdbarheden af c. — Bremse anvendes ved kjørsel nedover
bakke og anbragtes tidligere paa forhjulets felg el. ring,
men nu mest paa baghjulsakselen i forbindelse med det
saakaldte frihjulsnav (fig. 10—11), der er en anordning,
hvorved baghjulet, naar pedaltrædningen stanser,
automatisk sættes ud af forbindelse med baghjulstandhjulet.
Træder man baglængs paa pedalen, virker bremsen, idet
en akselen omsluttende ringformet bremseklods presses
ud mod navets inderside, men atter løsnes derfra, naar
man paany træder forlængs.
Foruden den ovenfor beskrevne hovedtype af c. findes
der en del herfra afvigende konstruktioner, f. eks. c.
med tre hjul (tricykler), som mest anvendes til
varetransport, c. for to personer (tandem), den enhjulede
c. (mono-c.) og endelig c. med mekanisk drivkraft (se
Motor-c.). — Der findes neppe nogen fabrik, som
fremstiller alle de enkelte dele af en c., men derimod mange,
især i Amerika, som kun fabrikerer en enkelt saadan
del (kjede, nav o. s. v.). Fabrikationen af c. bestaar
som oftest kun i bygning af rammen og anbringelsen
af de forskjellige smaadele paa denne. Rammen
sammenloddes af staalrør og lakeres, de mindre dele
tildannes ved presning, dreining, fræsning o. s. v. og
beskyttes mod rust ved fornikling. (Se planche Cykler.)
Cykliske digtere, se Ky kl i ker.
Cykliske forbindelser er i den organiske kemi
saa-danne kemiske forbindelser, hvis molekyler efter de
kemiske teorier indeholder et skelet af atomer, der
indbyrdes er forbundet til en ring, i modsætning til
flakke—flamméche
metanderivaterne, der indeholder et skelet, bestaaende af
atomer forbundet til en aaben kjede. De vigtigste af
c. f. er benzolet og de deraf afledede forbindelser. Andre
vigtige c. f. er naftalin, antracen og kinolin.
Cykliske former betegner de større
instrumental-verker i flere afdelinger, f. eks. symfoni, kvartet, sonate,
tidligere ogsaa suite, serenade, partita.
Cykloide (græ., hjullinje) er den kurve, som et med
en cirkel fast torbundet punkt beskriver, naar cirkelen
ruller henad en ret linje. Ligger punktet (se figuren)
paa cirkelen, faaes den alm.
c., hvis længde for en
omdreining er fire gange
diameteren A—B. Ligger
punktet udenfor eller inde
i cirkelen faaes den
forlængede eller forkortede c.
C. har mange vigtige
egenskaber, fundet af matematikerne i det 17 aarh. Den
er i s o k r o n, hvilket er af betydning ved pendelure.
Ruller cirkelen udvendig eller indvendig paa en cirkel,
faaes en e p i-c. eller hypo-c.
Cyklon, (meteor.), fællesnavn for hvirvelstorme i den
hede zone eller tropiske orkaner. Omkring et minimum
af lufttryk blæser vinden i spiraler eller næsten
cirkelformede baner med hastigheder fra 30 til 50 meter i
sekundet eller derover. Paa den nordlige halvkugle mod
solen, paa den sydlige omvendt. I centret er der stille.
G. opstaar i nærheden af de ækvatoriale stillebelter og
flytter sig gjerne mod høiere bredder, idet de samtidig
gaar først fra øst mod vest, senere fra vest mod øst.
De kaldes i Østasien taifuner. Svær sjøgang,
oversvømmelser, ødelæggende virkninger af vind og regn
ledsager c. Populært bruges c. om alle hvirvelstorme.
Cyklone, se Støvsuger.
Cy^klus (cirkel) betegner det mindste antal aar, efter
hvis udløb visse kronologiske tildragelser gjentages i
samme orden. Efter udløbet af den 28-aarige
solcirkel falder ugedagene, og efter den 19-aarige
maane-cirkel falder maanefaserne atter paa de samme datoer.
Af disse cykler faaes den victorianske periode
(paaskecyklen), som er 28 X 19 = 532 aar. Forbindes
denne med indiktionscirkelen, en gammel 15-aarig
renteperiode, faaes den vigtige julianske periode paa
28X19X15 = 7980 aar, hvor hvert aar er bestemt
ved sine af de tre nævnte cirkler tagne merketal,
ligesom hver dag i perioden har sit nummer, hvorved
tidsrummet mellem opgivne datoer let findes, selv om der
er aarhundreder mellem dem.
Cyli’nder (græ., valse). 1. (Geom.). G. kaldes et legeme,
der begrænses af to parallele ens krumlinjede figurer
(i regelen cirkler), og en flade (c.-flade), der beskrives af
en ret linje, som bevæger sig parallel med sig selv og
støtter sig til de to kurver. De figurer, som begrænses
af disse, kaldes grundfladerne. Rumindholdet af en c.
er produktet af grundfladens areal og afstanden mellem
grundfladerne. Hvis c. er en omdreinings-c., d. e. kan
beskrives af et rektangel, som dreier sig om den ene
side, bliver den krumme flades areal lig cirkelens
omkreds gange c.s høide. — 2. (Tekn.). Se Dampmaskine.
Cyli^ndergang, se Ur.
flakke (om) — (f)
umherstrei-fen, -schweifen; (lue) flackern
-@ roam, rove, ramble, (lys) flieker
— (g errer (cå et lå), vagabonder;
courir les champs; (lys) vaeiller.
flakse se baske,
flaky (e) skallet, flaget, bladet,
skivet.
flambant (D flammende;
glimrende, smuk; splitter(ny).
ilambe ® f, flammesverd; (bot.)
sverdlilje.
flambé (f) fløiten, kaput,
flambeau (f) m, fakkel, blus;
lys; (lyse)stage; kjerte.
flambée (f) f, baal, nying,
flamber (f) blusse, brænde,
flamme; svide.
Flamberg (t) m, flamberge
(f) f, klinge, dyrendal.
flamboiement (f) m, blinken,
flamboyer blinke, blusse, funkle,
lyne.
flamingo — ® Flamingo m —
© flamingo - (f) flam(m)ant m.
flamlænder — ® Flamlander,
Flåming(er) m — (e) Fleming — (f)
Flamand m.
flamme — ® Flamme, Lohe f
- (e) flame, blaze — (f) flamme f.
Vb - ® flammen; (i veiret) ogs.
auflodern - © flame, blaze — (f)
étre en (jeter des) flammes;
flam-b(oy)er; "(funkle) étinceler; (i
veiret) s’enflammer.
flamme ® f. flamme;
lidenskab, kjærlighed, ild; vimpel;
hjelmbusk; (dyrlægesprog)
sneppert.
flamméche (?) f, gnist.
Cykloide.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
