Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drakensbergen ... - Ordbøgerne: F - funke ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
939
furchig-furie
det moderne lystspil (som hos Men ander, hvoraf kun
brudstykker er bevaret); — Det romerske d. hviler paa
den græske tragedie og yngre komedie. Dets mest
fremragende repræsentanter, komedieforfatterne Plautus og
Terents, tragikeren Seneca, har stor historisk betydning
for den nyere tids d.; national var i Rom komedie med
staaende masker og improviseret handling: atellanæ;
de er maaske gaaet over i den senere italienske
commedia dell’ arte. — Oldtidens dramatiske kunst gik ikke
umiddelbart over i den nyere tid. Det middelalderske
skuespil udvikler sig ogsaa af gudstjenesten og begynder
som mimiske fremstillinger af Kristi fødsel og
lidelseshistorie. Det udførtes først af geistlige paa latin, fra det
13 aarh. af verdslige paa folkesproget. Frankrige gik her
i spidsen. De ældste former kaldes mysterier efter de
oprindelige emner. Efterhaanden indførtes
personifikationer af dyder og laster, og de saakaldte moraliteter
(paa eng, muacles) dannedes, der spilles af særlige
broderskaber, tilslut paa egen scene. Levninger af disse
folkelige religiøse d. er passionsskuespillene i Oberammergau
i Bayern samt i Tirol. Det middelalderske folkeskuespil
sammen med renaissancens bevidste tilbagegang til
oldtidens d. har skabt det moderne kunst-d. Dets
nationale former, særlig Frankriges, Spaniens og Englands,
dannedes i anden halvdel af det 16 aarh. I Spanien
og England var formerne mere folkelige eller friere, men
døde hen i første halvdel af det 17 aarh. I Frankrige
blev den antike indflydelse bestemmende; den klassiske
franske tragedie havde almen europæisk gyldighed til
henimod slutningen af 18 aarh. Den høiere versificerede
karakterkomedie holdt sig i det ydre til tragediens
strenge form. Den egentlige komedie og farce
udviklede sig derimod væsentlig fra den gammel-italienske
commedia dell’ arte med faste masker (Harlekin,
Co-lombine, Pantalon o. s. v.) og improviseret handling.
Sin høieste udvilding naar komedien i Frankrige (Moliére)
og Danmark (Holberg). Tysklands «Haupt. und
Staats-Actionen» (med Hanswurst) var den nationale form for
commedia dell’ arte og holdt sig til omkr. midten af
18 aarh. — Nydannelserne foregaar først i anden halvdel
af 18 aarh. Diderot, Sedaine og Beaumarchais skaber
da det borgerlige situations- og sedeskuespil. Lessing
overfører dette til Tyskland. I denne tid kaldes dernæst
Shakespeare til live, særlig i Tyskland; Lessings
efterfølgere Goethe og Schiller skaber det nationale tyske d.,
som faar en genial romantisk dyrker i Kleist, i Danmark
en stor elev, Oehlenschlåger, men som temmelig snart løb
ud i sanden, hvad der ogsaa blev tilfældet med den
klassiske tragedies afløser i Frankrige, romantikens
lyriske d. (Hugo, de Vigny, Dumas den ældre), fra omkr.
1825—40. I det hele er siden romantikens tid den gamle
tragedie blevet trængt tilside for det borgerlige skuespil.
Den franske vaudeville, som med den glimrende tekniker
Scribe blomstrede under restaurationen og
juli-konge-dømmet, fik her’stor formel indflydelse. J. L. Heiberg
overførte den i 1820-aarene til Danmark; ogsaa Ibsen
har her gaaet i skole. Allerede den moderne
realismes første mænd, Augier og Dumas den yngre, fra
omkr. 1850 af, havde dog sat sig ud over vaudevillens
rent teatermæssige indhold. Deres nye samfunds- og
problem-d. blev epokegjørende. I selve Frankrige trængte
Dramatik—Drammen
940
i 1880-aarene den mere objektive og brutale naturalisme
ind paa scenen gjennem Becque; men de alvorligere
bestræbelser er her blevet sjeldnere (Porto-Riche, Curel,
Hervieu, Brieux, tildels Lavedan) og har efterhaanden
veget for den talentfulde letfærdighed (Donnay og legio)
eller den flinke publikumskunst (Bernstein). I den
allersidste tid har man dog forsøgt at skabe noget nyt, særlig
ved tilbagegang til det 18 aarh.s melodrama (Hervieu i
hans nyeste skuespil). — Sammen med og efterhaanden
uafhængig af den franske naturalisme gik Ibsen med
dannelsen af det analytiske d., der fra omkr. 1890 er
blevet bestemmende for Europa, særlig for Tysklands
naturalisme (Hauptmann o. fl.), derefter ogsaa i F’rankrige
og England. For tiden synes de alvorligere ny-forsøg
at gaa i romantisk-lyrisk retning. T3"skland er særlig
sædet for disse bestræbelser (H. von Hofmansthal o. fl.;
sml. i Italien G. d’Annunzio). — I anden halvdel af
det 19 aarh. opstaar musik-d. gjennem R. Wagner,
tildels paa grundlag af Webers idé om et
«Gesammtkunst-werk», hvori alle kunstarter, ordets, tonernes og teatrets,
forenes; selv mente Wagner desuden at finde forbilleder
i det græske d., særlig Aischylos’, og i Glucks opera.
[Litt.: Klein, «Gesch. d. Dramas» i 13 bd., ufuldendt
(1865—76); Prolsz, «Gesch. d. neueren Dramas» i 3 bd.
(1880—83); Greizenach, «Gesch. d. neueren Dramas» i 4
bd.(1894—1903).— Arnold, «Das moderne Drama» (1908)
behandler det moderne tyske d. og dets ny-forsøg.]
Dramatik (græ.), dramatisk poesi (d. e. drama i
videre forstand); dramatiker, skuespilforfatter;
dramatisk, eg. betegnelse for dramaets (s. d.) væsen, men
anvendes i videre forstand paa enhver sjælelig tilstand,
der fra lidenskabeligt begjær under spænding vokser
frem til gjerning; saafremt denne betingelse er tilstede,
kan enhver begivenhed og ethvert kunstverk, selv den
absolute musik, være dramatisk; dramatisere,
bearbeide en roman eller novelle, et fortællende digt eller
en historisk tildragelse i dramaets form.
Dramaturg, kunstvidenskabelig raadgiver ved en scene,
ogsaa dramatisk teoretiker; dramaturgi, paa græsk eg.
den sceniske opførelse af et drama, nu : læren om
dramaet, baade digtningen og den teatralske udførelse deraf.
Som dramaturgiske forfattere nævnes: Aristoteles, Horats;
i nyere tid: Lope de Vega; Gorneille og Boileau, Diderot;
Gottsched, Lessing, Goethe og Schiller i deres
brevveksling, A. W. von Schlegel, Rotscher, Freytag, Bulthaupt;
F. Sarcey, J. Lemaitre; i Danmark særlig: J. L. Heiberg, Gl.
Petersen, Edv. Brandes; i Norge: Ibsen og Bjørnson under
deres kritiske virksomhed i 1850-aarene; G. Heiberg.
Dramburg, by i Preussen, regjeringsdistriktet Koslin,
Pommern, ved Drage; 5883 indb. Klædes- og legetøifabrik.
Dra’mma per musica, det ital. navn paa opera.
Drammen, kjøbstad i Buskerud amt ved bunden af
Dramsfjorden paa begge bredder af Dramselven ved
dens udløb i fjorden; 23 093 indb. (1900). Oprindelig
betegnede navnet D. (Drofn, Drafn, Dramn-vand)
elven og fjorden udover til Svelviken. D., der ved elven
deles i to bydele (to prestegjeld), Bragernes paa
nordsiden og Strømsø med Tangen paa sydsiden, har en
temmelig stor længdeudstrækning (ca. 4 km.) langs elvens
begge bredder; fladeindholdet er 6.86 km.^ Helt tilbage
i oldtiden antages bønderne fra de indre distrikter at
furchig ® furet, rynket.
Furcht (t) f, frygt,
furchtbar ® frygtelig,
furchten ® frygte, være ræd
= sich f.
furchterlich (t) frygtelig,
furchtlos ® frygtløs,
uforfærdet.
furchtsam ® frygtsom,
forknyt.
furder(hin) (t) for fremtiden,
fi-emdeles.
fure - ® Furche, Rinne f;
(an-sigts-) Runzel f - (e) furrow - (f)
sillon m, rainure; (rynke) ride;
(i søiler) cannelure f. Vb - (t)
furchen; runzeln — (e) furrow —
(f) sillonner; tracer des sillons
dans; (rynke) rider.
furér - (t) Furier m - (e)
quartermaster-serge ;nt - (f)
(sergen t-)fourrier m.
furerst (t) foreløbig,
furet — (t) gefurcht, gerunzelt
- (e) furrowed - (f) sillonné, ridé.
furet (?) m, (zool.) fritte;
snushane, sporhund.
furetage (f) m, jagt med fritte;
gjennemstøvning, snusen.
fureter (f) jage med fritter
gjennemstøve, snuse.
fureteur (f) m, frittejæger;
snushane, sporhund; snusende.
fureur (?) f, raseri; begeistring;
furoi-e: lidenskab, mani.
furfures (f) m pi, flas (i haaret).
furibond ® rasende,
furie - ® Furie f - (e) fury
- (f) Furie f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
