Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyregrav ... - Ordbøgerne: G - gavnlighed ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1043
Diiren—Diirer
1044
gazouiller—gebet
overgang til «stilleben». D.s udvikling skyldes især den
nederlandske malerkunst. Bekjendte dyremalere er
flam-lænderne J. Brueghel den ældre, Rubens, J. Fyt, Snijders,
hollænderne P. Potter, A. v. d. Velde, Berchem, Dujardin,
Wouwerman, A. Guyp, Hondecoeter, englænderen Landseer,
franskmanden Troyon, svensken Liljefors. I Norge har
d. særlig været dyrket af Askevold og Uchermann.
Ud-merket d. forekommer allerede i gammelægyptisk kunst.
Japanerne med sin fine naturiagttagelse er fortræffelige
dyremalere.
Diiren, by i Preussen, regjeringsdistr. Aachen,
Rhin-provinsen, ved elven Roer; 29 770 indb. (1905). Papir-,
klædes- og maskinfabriker, jernstøberier og zinkverkér.
D. var residens for de frankiske konger, som flere gange
her holdt rigsforsamlinger.
Dyrendal, spøgende betegnelse for et slagsverd, opr.
navn paa Rolands sverd (Durandal) i det gammelfranske
heltedigt «Chanson de Roland».
Dyreornamentikk er den art ornamentik, hvor
motiverne er hentet fra dyreriget. Den alm. videnskabelige
opfatning har hidtil været, at i enhver naturlig og
uforstyrret kunstudvikling udgjør d. det andet store
hovedafsnit i ornamentikens historie, idet den følger efter den
rent lineære ornamentik, som er det første trin i
udviklingen; med plantemotivernes optagelse i kunsten
naaes det tredje og høieste trin. 1 de seneste aar har
teorien om denne trinvise udvikling været sterkt omstridt,
og d. opfattes nu af mange som en helt primitiv
kunstform. — D. i Norden er af ganske særlig interesse og
har været indgaaende studeret af nordiske arkæologer
(S. Muller, B. Salin o. a.). Den tilhører jernalderen, er
selvstændig udformet af motiver, som er optaget fra den
romerske kunst, udvikler sig originalt, men delvis under
fremmed kunstindflydelse. De dyrefigurer, som danner
grundlaget, opløses i sine enkelte dele (hoved, krøp,
lemmer), som igjen helt uorganisk forbindes, slynges,
flettes og vikles ind i hinanden til et vidunderligt spil
af linjer.
Dyrepsykologl, læren om dyrenes aandelige
egenskaber (se Psykologi). Medens de gamle græske
filosofer i alm. antog, at der i aandelig (som i legemlig)
henseende kun var en gradsforskjel mellem dyr og
mennesker, saa gik man, efterat filosofien var kommet
under kirkens indflydelse, særlig fra Descartes’ dage,
mere og mere over til at frakjende dyrene alt bevidst
sjæleliv og kun tilskrive dem instinkt (s. d.). I den
senere tid har d. udviklet sig til en virkelig videnskab,
som ligesom den menneskelige psykologi bygger paa
f3^siologien og i stor udstrækning arbeider med
eksperimentelle metoder. De erfaringer, man herunder har
vundet, stemmer forsaavidt med de gamle hedenske
filosofers anskuelser, som saagodtsom alle nuværende
filosofer mener, at der ikke kan trækkes nogen skarp
grænse mellem dyrs og menneskers intelligens, men at
der er en gradvis udfoldelse af de psykiske funktioner
(ligesom af nervesystemets anatomiske bygning) fra de
laveste dyr og op til mennesket.
Diirer, Albrecht (1471—1528), t. maler,
kobberstikker og træsnittegner, Tysklands største
renaissance-kunstner. Søn af en til Niirnberg indvandret ungarsk
guldsmed. Kom 1486 i malerlære hos M. Wohlgemut
og tilegnede sig den sengotiske tyske kunsts temmelig
stive, ubehjælpelige figurtegning. Foretog 1490—94 en
reise til Elsass, Basel og sandsynligvis Italien. Efter
hjemkomsten til Niirnberg fik han elever og eget atelier,
hvorfra udgik flere alterbilleder og portræter, hvoriblandt
«Selvportræt» (1498; Madrid). Paavirkning af Mantegna
afløser den tidligere paavirkning af Schongauer. De sysler
med akttegning og studiet af det menneskelige legemes
proportioner, han fortsatte hele sit liv, blev ansporet af
Jacopo de Barbari. Hovedvegten i hans produktion i disse
aar ligger i hans træsnit og kobberstik. Af træsnit udkom
først den fantastiske « Apokalypse(15 blade, 1498 og 1511),
dernæst den skjønne, idylliske, dybtfølte «Marias liv» (16
blade i 1504 -54 og 2 i 1511). Med stor dramatisk kraft
behandlede han flere gange lidelseshistorien: «Den store
passion» (12 blade, 1498—1511), «Den grønne passion»
(1504; Albertina i Wien; tegninger paa grønt papir) og
«Den lille passion» (37 blade, 1511). Medens træsnittene i
sin enkle, summariske stil var anlagt som folkelig kunst,
giver D. i kobberstikkets
subtile teknik hele sin
formbehandlings
rigdom: i gjengivelsen af det
menneskelige legeme, i
omhyggelige
landskabsstudier, i en stadig
stigende udvikling i
behandlingen af de fineste
overgange mellem lys og
skygge, i gjengivelse af
reflekslys og det stoflige.
Disse egenskaber viser
« Kobberstikpassionen»
(16 blade, 1507—13)
sammenlignet med
træsnitpassionerne. 1505—07
foretog D. en reise til
Venedig, der virkede
meget befriende og
udviklende paa hans kunst,
især i retning af
storhed og bredde i opfatning
og anordning. I Venedig malte han for de tyske
kjøb-mænd «Rosenkransfesten» (1506, i Prag, sterkt medtaget;
kopi i Wien). I billeder fra denne tid viser D.
paavirkning af Leonardo da Vinci, med hvem han havde saa
meget tilfælles. Ogsaa Giov. Bellini paavirkede hans kunst
i retning af større enkelhed og blødhed. Det berømte
idealiserende selvportræt (Miinchen) er vistnok malet
efter denne italienske reise. Sine reiseindtryk har han
skildret i breve til sin ven, humanisten Pirkheimer.
Opholdet i Italien gjorde først D. rigtig til maler; thi
i de tidligere bestilte kirkebilleder havde han ikke
nedlagt sin hele kunst. Med «Adam og Eva» (1507; Prado,
gamle kopier i Uffizierne og Mainz) kulminerer
resultaterne af hans studium af menneskelegemets forhold.
Flere store billeder følger: «De titusens martyrdød» (1508;
Wien), «Marias kroning» (1509, ødelagt, kopi i
Frankfurt), «Treenigheden» ,(«Allehelgensbilledet», 1511; Wien).
I kobberstikket opgiver D. ca. 1505 den fine maleriske
behandling, vel fordi den ikke tillod mange klare aftryk.
Albrecht Diirer (selvportræt).
(Pinakoteket i Miinchen.)
gazouiller ® kvidre; risle;
snakke, prate; stinke.
Geachze (t) n, stønnen.
Geader ® n, aarenet, aarer.
geai (f) m, korn-, nøddeskrike.
géant (f) (m). gigant; jette;
kj æmpe(mæssig).
gear (e) greier; (poet.) klæder,
dragt; sæletøi; indgreb, indgribning,
bjulforbindelse; klæde; paasæle.
Ge’Åst ® n, grene.
Geback ® n, bagv^erk
Gebalge ® n, slagsmaal,
Gebalk ® n, bjelkeverk.
Gebarde (t) f, mine, (pl)
gebærder, lader, fagter.
gebarden (g: sich g. gebærde
(te, skabe) sig,
Gebardung (D f, adfærd.
gebaren ®: sich g. opføre (te)
sig. G. n, adfærd, opførsel,
gebaren ® føde (til verden).
Gebaranstalt (t) f, -haus n,
fødselsstiftelse.
Gebarmutter (t) f, livmoder,
gebaucht ® buget.
Gebaude ® n, bygning,
gebauscht ® poset.
Gebein ® n, ben.
Gebelfer ® n, bjeffen.
Gebell(e) ® n, gjøing, glam.
geben ® give; blive; føre til,
foraarsage. es giebt der gives,
kommer, vai tiker. sich g. give
sig; falde sig.
Geber ® m, giver.
gebet - ® Gebiet n - (e) ter-
ritory, (fig.) domain - (f) territoire;
(fig.) domaine m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
