Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England ... - Ordbøgerne: G - gud ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1344
guddom—guerilla(krig)
Engh—England
1312
— Normanniske konger (1066–1154). Vilhelm
Erobreren (1066—87) erklærede sig for eier af hele
landet, beholdt en stor del som krongods og uddelte
resten til sine normanniske vasaller og undervasaller
efter det franske lensvæsens mønster. En oversigt over
jordfordelingen har man i den store jordebog fra 1085
(«Doomsdaybook»). Angelsachserne gjorde heftig
modstand mod undertrykkerne; først langsomt og
efter-haanden gjenoptoges de angelsachsiske love og sedvaner.
Erobrerens søn Vilhelm II (1087—1100) regjerede haardt
ligesom faderen; men hans broder Henrik I (1100–35)
udstedte 1101 Charta libertatum, det første frihedsbrev,
grundlaget for den eng. forfatning, hvorved den gamle
angelsachsiske landsret bekræftedes. Henrik fratog sin
broder Robert Normandiet 1106 og hævdede kronens
høihedsret i investiturstriden med paven. Efter Henriks
død bemægtigede Vilhelm I’s dattersøn Stephan af Blois
(1135—54) sig tronen i stedet for Henriks datter Mathilde,
gift med grev Gotfred Plantagenet af Anjou; men kong
David af Skotland hjalp Mathilde og slog Stephan i
«fane-slaget» ved Northallerton 1138; derpaa blev denne ogsaa
beseiret af Mathilde selv 1141, og han indgik nu forlig
om, at hendes søn Henrik skulde arve riget efter ham.
— Huset Plantagenet (1154—1485). Henrik II
(1154—89) gjenoprettede kongemagtens anseelse og
skaffede landet fred ved at tøile de store vasaller; han
organiserede retsvæsenet (jurydomstole; King’s bench) og
skatkamret (exchequer). Han beherskede foruden E. og
Normandiet tillige Anjou, Maine, Poitou og Guienne i
Frankrige, indtog Irland 1171 og tvang 1174 kong Vilhelm
af Skotland til at anerkjende E.s lenshøihed. Ved
«Constitutions of Clarendon» 1164 forsøgte han at gjøre den
engelske kirke ganske afhængig af kronen; han kom
derved i strid med erkebispen af Canterbury, Thomas
Beckett, som blev myrdet 1170; men 1172 udsonede
Henrik sig med paven uden at have faaet sine planer
gjennemført. Hans søn Rikard 1 Løvehjerte (1189—99)
forsømte landets styrelse for at feide med sine vasaller
og frembragte derved alm. lovløshed. Paa hjemveien
fra det tredje korstog blev han fanget 1191, og E. maatte
udrede en stor løsesum, før han blev frigivet 1194.
Efter ham fulgte hans broder Johan uden land (1199—
1216); han mistede de fleste franske besiddelser til Filip
August, og da han kom i strid med pave Innocens III
om bispevalgene, blev der lyst ban over ham, interdikt
lagt over landet, og Filip August truede med at forjage
ham. Han nedlagde da sin krone 1213 og fik sit land
tilbage som paveligt len mod en aarlig afgift paa 1000
mark sølv, hvorpaa interdiktet blev hævet. Paa grund
af hans upaalidelighed og daarlige styre (ved Bouvines
1214 led han et stort nederlag mod Frankrige) tvang
baronerne og Londens borgere ham til paa engen
Runny-mede 15 juni 1215 at udstede det store frihedsbrev
(«Magna charta-»). Dette, der er blevet grundvolden for
al senere eng. forfatningsudvikling, sikrede den personlige
frihed og eiendom mod vilkaarlig og ulovlig krænkelse,
forpligtede kongen til aarlige rigsmøder (parlamentum)
med baronerne og valgte udsendinge fra grevskaberne,
samt gjorde paalæggelsen af overordentlige skatter
afhængig af disses samtykke. Under hans søn Henrik IH
(1216—72) fortsattes kampen med baronerne; med Frank-
rige kom Henrik i krig 1242 og maatte ved freden i
Bordeaux 1243 afstaa alle lande n. f. Garonne. Hans
elendige regjering førte til, at baronerne ved de saakaldte
Oxford-provisioner 1258 indførte et staaende udvalg af
parlamentet til at hjælpe kongen med at styre landet,
men da saa Henrik ved pavens hjælp søgte at gjenvinde
magten, gjorde baronerne oprør under ledelse af Simon
af Montfort, greve af Leicester, og fangede ham i slaget
ved Lewes 1264, hvorpaa Montfort sammenkaldte et
parlament jan. 1265, i hvilket der foruden baronerne
ogsaa mødte to riddere fra hvert grevskab og to borgere
fra en del af byerne. Derved lagde Montfort grunden
til underhuset, men allerede aug. 1265 faldt han ved
Evesham mod Henriks søn Edvard, som befriede sin fader
og tog styret for ham. Under Edvard I (1272—1307) gik
den engelske forfatningsudvikling et skridt videre, idet
Edvard behøvede mange penge til sine krige og derfor
maatte anerkjende parlamentets skattebevilgningsret(1297).
Edvard underkastede sig 1282—83 Wales og indsatte John
Baliol som sin lensmand i Skotland; Baliol gjorde oprør,
men blev afsat efter nederlaget ved Dunbar 1296; da saa
Edvard vilde styre Skotland selv, maatte han kjæmpe
med stadige oprør af William Wallace og Robert Bruce.
Hans søn Edvard II (1307—27) fortsatte kampen mod
skotterne, men blev slaaet ved Bannockburn 1314 og
maatte anerkjende Bruce. Edvard styrede daarlig
omgivet af slette raadgivere og kjæmpede mod idelige
oprør af baronerne, som tilsidst afsatte ham. Hans søn
Edvard HI (1327—77) gj en erhvervede herredømmet over
Skotland i slagene ved Halidon Hill 1333 og Nevill’s Cross
1346, og da han gjorde fordring paa den franske krone,
efterat den kapetingske linje var uddød, paabegyndte
han 1339 den store hundredaarskrig mellem E. og
Frankrige. Efter seirene ved Crécy 1346 og Poitiers
1356 gjenvandt E. ved freden i Bretigny 1360 Poitou,
Gascogne og Guienne, men allerede 1369 gik disse lande
tabt i en ny krig. Under Edvard HI befæstedes det
engelske selvstyre yderligere, parlamentet fik mere magt
og deltes fra omtr. 1340 i overhuset (de store prælater og
baroner) og underhuset (commoners, d. e. grevskabernes
og byernes repræsentanter). 1362 ophørte fransk at
anvendes ved offentlige forhandlinger og afløstes af
folkesproget. Under hans sønnesøn Rikard II (1377—99)
herskede stor indre forvirring; parlamentets, særlig
underhusets betydning voksede; men bønderne, som
ledet af Wat Tyler gjorde oprør 1381, blev blodig
underkuet, og de kjetterske lollarder blev heftig
forfulgt. Efter at have styrtet sin fætter Rikard besteg
Henrik IV (1399—1413) af linjen Lancaster tronen; men
han maatte kjæmpe mod stadige oprør og
sammensvergelser og forfulgte ivrig John Wiclifs tilhængere.
Hans søn Henrik V (1413—22) beseirede Frankrige ved
Azincourt 1415 og anerkjendtes ved freden i Troyes 1420
som arving til Frankrige, hvorpaa han egtede Karl VI’s
datter Katarina. Deres søn Henrik VI (1422—61) blev
1 aar gl. konge af E. og Frankrige, men ved jomfruen
af Orléans’ optræden gik Frankrige atter tabt. Henrik
styrede daarlig, idet han beherskedes af sin hustru
Margarete af Anjou og hendes yndlinge. Tilsidst gjorde
en prins af kongehuset, Rikard af York, oprør 1452,
og dermed begyndte den blodige krig mellem den røde
@ divine service ; (after) churcli
-® service (office) divin, culte m.
guddom — ® Gottheit f — (g
godhead, deity, divinity — (g
divinité; nature (f) divine.
guddommelig — (t) göttlich
@ divine — ® divin,
gudelig se gudfrygtig, religiøs,
gudgeon (e) (zool.) grundling;
(fig.) dompap; agn; akseltap i ba-
lance; (sjøudtr.) rorløkke; lure,
narre.
gudinde (t) Göttin f — ©
goddess — (f) déesse f.
gué (D m, vadested; (interj.)
hurra! passer à g. vade over,
guédasse (f) f, vaidaske.
guède (f) f, (bot.) vaid.
guéder (f) farve med vaid,
guéd(e)ron (f) m, vaidfarver.
guéer (f) vade, vasse over; ride
til vands; skylle (tøi).
guelte (f) f, provision, penge,
guenille (f) f, pjalt, fille, klud;
(pl) fig. lapperi, skrab.
guenilion (f) m, fille,
papir-bete.
guenipe ® f, slurve, tøite.
guenon ® f, hunabe ; marekat;
(fig.) stygging, abefjæs.
guêpe (f) f, hveps,
guêpier (^ m, hvepsebol,-rede;
biæder,
guère (f) : ne ... g. ikke
synderlig, videre; ikke rigtig; neppe,
knapt, ne ... g. que næsten
bare.
guéret (D m, brakmark,
guéridon (f) m, stumtjener.
guerilla(krig) - ® Guerilla f
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
