Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik ... - Ordbøgerne: M - monde ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Henrik
26
hugenotterne og sin svoger Henrik (IV) af Bourbon,
skjønt han havde anerkjendt denne som tronfølger
paa betingelse af hans overgang til katolicismen. Halvt
underfundig, halvt holdningsløst søgte han dog at
holde sig nogenlunde uafhængig af ligaen, men uden
held. I Paris udbrød en kat. opstand («barrikadedagen»,
12 mai 1588), der forjagede ham fra byen. I
fortvilelse lod han saa i dec. s. a. ligaens førere, Henrik
af Guise og hans broder kardinalen af Lothringen,
Ludvig af Guise, myrde paa slottet Blois (23—24 dec. 1588).
Liga-katolikernes ophidselse herover var uhyre.
Sorbonnen erklærede folket løst fra troskabseden til denne
«nye Herodes», og da kongens moder og raadgiverske,
Katarina af Medici, samtidig døde, flygtede H. til Henrik
af Bourbon og sluttede forlig med ham. Begge, kongen
og hans retmæssige efterfølger, drog nu med en hær mod
Paris for at tvinge byen til underkastelse, men inden
dette endnu var skeet, blev H. myrdet af en dominikaner,
Jacques Clément, aug. 1589. Med ham uddøde
Valois-Kapetingerne, og tronfølgen tilkom nu
Bourbon-Kapetin-gerne med Henrik af Bourbon-Navarra. — 4. H. IV
(1553—1610), konge 1589(93)—1610, søn af Anton af
Bourbon og Jeanne d’Albret.
Faderen faldt 1562.
Moderen var en
karakter-sterk kvinde, der opdrog
sønnen protestantisk og
til fører for
protestanterne. Efter
religions-freden i Saint-Germain
1570 ønskede Katarina
af Medici at styrke den
vaklende enighed mellem
katoliker og protestanter
ved et giftermaal mellem
H. og sin datter Margrete
af Valois. Bryllupet fandt
sted 18 aug. 1572. Men
faa dage efter brød den
katolske fanatisme løs i
Bartolomæusnatten(s. d.).
H. blev skaanet, men
maatte gaa til messe og
blive ved hoffet som en
slags fange. 1576 flygtede han og gik aabent over til
protestantismen igjen. Da det viste sig, at Valois-Kapetingerne
vilde uddø med H. III, der ingen børn havde, og H. som
«første prins af blodet» saaledes var retmæssig tronfølger,
vendte den kat. ligas had sig imod ham; paven banlyste
ham 1585, og et forlig syntes umuligt. H. stillede sig i
spidsen for en hugenottisk hær og fik baade engelsk
og tysk hjælp; seirede over ligaen ved Goutras 1587.
Efter mordet paa Guiserne flygtede H. 111 til ham, og da
H. III, medens de begge beleirede Paris, blev myrdet,
var H. saaledes Frankriges retmæssige konge. Men
saa-vel Paris som flertallet af katolikerne negtede at hylde
en kjetter, og skjønt H. flere gange 1589 og 1590 seirede
over ligaens hære (navnlig i slaget ved Ivry 1590), kunde
han ikke bryde modstanden, især da ligaen fik kraftig
støtte af Filip II i Spanien, der haabede at faa se sin
datter Isabella (datterdatter af H. II) paa F’rankriges
Henrik IV af Frankrige.
monde—money-scrivener
trone. For at hindre dette bekvemmede H. sig 1593 til
at gaa over til katolicismen («Paris er nok en messe
værd») og afvæbnede derved ligaen, idet de fleste kat.
franskmænd nu ikke længere havde noget imod at hylde
H. Paris overgav sig i mars 1594. Nu fulgte H.s skjønne
kongeverk: udsoningen mellem partierne, gjenoprettelsen
af fred, ro og orden. De forholdsvis faa tallige
hugenotter fik ved Nantes-ediktet 1598 ikke alene en
temmelig udstrakt (dog ikke fuldstændig) gudsdyrkelsesfrihed,
men, ved «sikkerhedsstæderne», midler til med magt at
hævde sig overfor mulige udbrud af kat. fanatisme. En
del oprørske stormænd blev slaaet ned, og en frugtbar
reformperiode begyndte, hvorunder navnlig Sully og
Olivier de Serres var kongen gode medhjælpere.
Jevnsides med den indre reformpolitik gik en virksom
anti-habsburgsk udenrigspolitik, men inden denne kom til
fuld udfoldelse, blev H. myrdet af en kat. fanatiker,
François Bavaillac, 14 mai 1610. H. var, næst Ludvig
d. hellige, Frankriges mest afholdte konge. Hans
karakter træder overordentlig klart frem i hans mange
bevarede og udgivne breve.
Henrik, konger i Kastihen. 1. H. I (1204—17), konge
1214—17, søn af Alfons VIII og Eleonora af England.
Indre strid optog den umyndige H.s regjering; han
omkom ved et ulykkestilfælde. — 2. H. 11 af Trastamara
(1333—79), konge 1369—79, søn af Alfons XI og hans
elskerinde Eleonora de Guzman. Mod broderen Peter d.
grusomme, der blev konge 1350, søgte han hjælp i
Aragonien og hos franske friskarer, fordrev ham og blev
konge 1369. Han var tapper, gavmild og afholdt, men
bortgav ulwre mængder af krongods. — 3. H. HI (1379 —
1406), konge 1390—1406, sønnesøn af ovenn. Begjerede
klogt, i fred med naboerne, støttede universiteterne og
samlede en stor statsskat. Vandt de Kanariske øer. —
4. H. IV (1425—74), konge 1454—74, sønnesøn af ovenn.
En svag og usympatisk mand, der laa i stadig strid med
stormændene om arvefølgen ; det var ikke efter hans ønske,
at søsteren Isabella (s. d.) efter hans død arvede Kastilien.
Henrik, t. konger og keisere. 1. H. I (omkr. 876—
936), t. konge 919—36. Var fra 912 hertug af Sachsen
og valgtes 919 til konge af franker og sachser; senere
underkastede han sig ved list og magt Schwaben, Bayern
og Lothringen og holdt riget sammen med fuld
anerkjen-delse af hertugernes rettigheder. Han førte væsentlig
sachsisk huspolitik, sluttede 924 forlig med de røverske
magyarer, udviklede derefter Sachsens forsvarsevne,
erobrede Brennabor fra slaverne og slog endelig 933
magya-rerne. Med vender og dansker førte han heldige kampe.
Ved sin kloge og lempelige enhedspolitik banede han
vei for rigets egentlige stifter, sønnen Otto 1. Kort før
sin død paatænkte han et tog til Italien, men det er
ikke bevisligt, at hans hensigt var at vinde keiserkronen.
Tilnavnet «fuglefænger» er først fra 12 aarh., og
oprindelsen kjendes ikke. — 2. H. II den hellige (973
—1024), t. konge 1002-24, kronet til keiser 1014,
sønnesøn af ovenn. Satte sig store maal, men var ikke rigtig
heldig med noget. Forgjæves søgte han at kue Boleslav
Chrobry af Polen og Böhmen; til Italien maatte han
gjore tre tog. Han var ivrig religiøs, men hævdede strengt
statens overherredømme over kirken. Sidste keiser af
det sachsiske hus. Kanoniseret 1146. — 3. H. 111 (1017
ring; folk, mennesker, fremmede,
gjester, publikum; arbeidere,
arbeidsfolk, mandskab, tyende,
monde ® ren.
monder (D afskalle, rense, orge
m.é halvegryn.
mondhell ® maaneklar, -lys.
mondifier (f) rense (saar).
Mondjahr ® n, maaneaar.
Mondsichel ® f, halvmaane.
Mondsucht ® f, maanesyge.
mondsüchtig (t) maanesyg.
mondur se mundering.
Mondwechsel ® m,
maane-skifte.
monétaire (f), monetary (e)
pentfe-, mynt-.
Moneten (t) pl, penge, mynt.
monétisation (f) f, myntning.
monétiser ©mynte, præge,slaa.
money (g) penge. m. and
account (handel) kjøber og
sælger. m.’s wort (bot.) fredløs,
m.(’s) worth fuld værdi,
money-bag © pengepung,
money-broker, -changer ©
vekselér.
money-concerns @
pengeaffærer.
moneyed @ pengesterk;
(be-staaende) i penge.
money-order © pengeanvis
ning.
money-pack(et), -package @
pengerulle.
money-proof @ ubestikkelig,
money-scrivener @
penge-mægler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
